|
Afhandlingens titel (emne):
Sprogets umærkelige naturaliseringer |
|
Afhandlingens emne:
En undersøgelse på kritisk diskursanalytisk grundlag af sprogbrugen i udlændingedebatten med særligt henblik på subjektforhold og metaforer belyst ved hjælp af tre analysetekster
|
1. Indholdsfortegnelse. 2
2. Indledning og problemformulering. 3
3. Præsentation af analyseteksterne. 5
4. Metodeovervejelser med sprogteoretisk udblik. 6
5. Kritisk diskursanalyse. 8
6. Kritik af Fairclough og diskussion af den socialkonstruktivistiske position. 12
7. Analysetekster 16
7.1. Tvangshjemsendt - drevet af motivation. 16
7.1.1. Analyse af ”Redegørelse for status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere” 16
7.2. Delkonklusion. 23
7.3. Ideologiens billedsprog. 24
7.4. Hos en fjendtligtsindet stamme. 26
7.4.1. Analyse af ”Udlændingepolitik” 26
7.5. Rummelig revselse. 29
7.5.1. Analyse af ”Wir will ein Danmark” 29
7.6. Delkonklusion. 30
8. Konklusioner og perspektiver 31
9. Litteraturliste. 34
10. Bilagsoversigt 35
10.1. Bilag 1:
Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere. 36
10.2. Bilag 2:
Udlændingepolitik. 44
10.3. Bilag 3:
Wir will ein Danmark. 48
Den engelske sociolog Anthony Giddens påpeger, at identitetsdannelsen – såvel for individet som for grupper – i senmodernitetens samfundsorden konstituerer sig narrativt. Den biografi, som individet eller gruppen skaber i fortællingen om sig selv skaber selvforståelsen. Man kunne tilføje, at omgivelsernes reaktion og svar på denne selvfortælling medvirker til at skabe individets eller gruppen position i samfundet.
Omend Giddens’ udgangspunkt for sine iagttagelser er overvejende er anti-essentialistisk, anerkendes det også fra essentialistiske positioner, at sprogbrugen har markant betydning for, hvordan vi agerer i forhold til vores omgivelser og medmennesker. Og netop det udgør den hovedtese, der ligger til grund for denne opgave: Den måde, hvorpå man omtaler mennesker, indvirker på hvordan man agerer i forhold til dem. Senere i opgaven vil jeg yderligere udrede de tilgrundliggende sprogteoretiske antagelser.
Talrige eksempler gennem historien synes at underbygge tesen. De seneste århundreders tragiske krige er typisk karakteriseret ved en indledende omtale af ”de andre” som mindreværdige, utilregnelige, urene og med uædle motiver. Ofte har skellet mellem ”os” og ”dem” været forsøgt fastlagt langs tvivlsomme nationale eller etniske grænseflader – tydeligt eksponeret f.eks. i 2.verdenskrig, konflikterne i på Balkan og i Mellemøsten.
Også i den aktuelle hjemlige samfundsdiskurs synes sprogbrugen at være have signifikant effekt. Diskursens sproglige betoninger påvirker – ofte umærkeligt for hverdagsbevidstheden - beslutningsprocessen. Der skabes en reaktionskæde, hvor sproglige ytringer efter en naturaliseringsperiode kan medvirke til at bane vejen for faktiske handlinger i den sociale praksis.
Et eksempel herpå er flygtninge-/ indvandrerdebatten. Der anes et sammenfald mellem en årrække med stadig mere åbenlyst mere konfrontatoriske ytringer på den ene side og politiske beslutninger i form af stramninger på udlændingeområdet på den anden side. Central statslig boligplacering af flygtninge, tilknytningskravet, 24-års-reglen, starthjælp, og skærpede krav til opnåelse af statsborgerskab er blot nogle eksempler på sådanne stramninger.
I en politisk virkelighed, hvor termerne ”globalisering” og ”fri bevægelighed over grænser” er højfrekvente, vækker det undren, at den lovgivningsmæssige realitet på flygtninge-/indvandrerområdet er så restriktiv, og der er derfor grund til nærmere at undersøge den diskurs, der gør sig gældende. I tilknytning hertil kunne det være relevant at diskutere diskursens ”gennemslagskraft”. Er diskursen alene fuldt ud konstituerende for handlingerne i det sociale liv eller er der også andre agenter på spil? Jeg vil allerede her antyde, at min antagelse er, at andre konstituenter må tages i betragtning. – Naturhistoriske og eksistentielle konstituenter i form af fysiske, geologiske og biologiske forhold, der indgår i en dialektisk forbundethed med diskursen kunne være eksempler herpå. Forholdet vil blive yderligere belyst i opgavens metode- og teoriafsnit.
Analyser af sådanne kommunikationsprocesser og rækkevidden af dem opfatter jeg som centrale for danskfaget. I et samfund med massiv og konstant nyhedsformidling, og hvor den medieskabte virkelighed i stigende grad bliver en hovedaktør i beslutningsprocessen skærpes kravet til diskursanalytiske kompetencer.
På den baggrund kan jeg definere opgavens problemformulering:
|
En undersøgelse på kritisk diskursanalytisk grundlag af sprogbrugen i udlændingedebatten med særligt henblik på subjektforhold og metaforer belyst ved hjælp af tre analysetekster
|
Jeg har som analyseobjekter valgt tre tekster – tre forskellige genrer, der på hver sin måde udgør eksempler på tekstmateriale fra den skitserede debat. Det drejer sig om:
Tekst 1:
”Redegørelse for status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere” (okt. 2006)
fra Rigspolitiets udlændingeafdeling.
Tekst 2:
”Udlændingepolitik” (2006) fra Dansk Folkepartis Ungdom.
Tekst 3:
”Wir will ein Danmark” (1996) af Allan Olsen.
Tekst 1 er en afrapportering fra Rigspolitiet om status på udsendelsen af afviste asylansøgere. Denne afrapportering er pålagt rigspolitiet som følge af en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg har valgt teksten, da den som et offentligt dokument fra en statslig myndighed med betydelige magtbeføjelser må opfylde særlige krav om upartiskhed og redelighed. Man må forvente, at tekstens ærinde er at levere saglige oplysninger om faktuelle forhold, fortrinsvis til beslutningstagere i en nøgtern form. En overskridelse af disse form- og indholdskrav vil være uheldig og krænkende for forestillingen om politiets upartiskhed. Hermed udgør teksten et interessant analyseobjekt.
Tekst 2 er et politisk dokument fra DFU’s hjemmeside www.dfu.dk. Jeg har valgt at inddrage teksten, da jeg mener, at den udgør et eksempel - en ytring af så radikal karakter, at den medvirker til at flytte grænserne for, hvad der anses for tilladeligt i den offentlige debat. På den baggrund vil jeg diskutere, om den medvirker til at naturalisere udtryk og bagvedliggende ideologiske udtryk.
Tekst 3 er en lyrisk tekst, der optræder som en sang på Allan Olsens CD ”Jern”. Med denne tekst går han i rette med restriktiv flygtninge-/indvandrerpolitik og benytter en omfattende metaforik til at agitere for det modsatte synspunkt. Netop denne metaforik indbyder til en analyse af forholdet mellem sprogligt udtryk og ideologi.
Som teoretisk apparat til at undersøge de tre tekster vil jeg benytte tekstteoretiske og diskursanalytiske tilgange, og jeg vil derfor indledningsvis opridse mine grundlæggende metodiske og sprogteoretiske overvejelser.
Den engelske diskursteoretiker, Norman Fairclough har med sit værk fra ”Discourse and Social Change” 1992 formuleret en tilgang – kritisk diskursanalyse (ofte forkortet CDA – critical discourse analysis), hvis hovedsigte er at undersøge forholdet mellem en kommunikativ begivenhed – en ytring - og de sociale/samfundsmæssige sammenhænge, der udgør konteksten. Fairclough er endvidere opmærksom på diskursens naturaliserende effekt, og han tilskriver ikke diskursen en eksklusiv rolle i konstitueringen af den sociale praksis. Hermed er hans diskursteoretiske konception helt central for mit ærinde med opgaven.
Kritisk diskursanalyse hviler på et anti-essentialistisk grundlag, og en svaghed er den uklare distinktion mellem, hvad der er diskursivt og non-diskursivt. Jeg vil derfor benytte et afsnit til at diskutere det socialkonstruktivistiske grundlag, en diskussion, der også bidrager til belysningen af denne opgaves grundlæggende spørgsmål. I denne diskussion vil jeg inddrage diskursteoretikerne, Marianne Winther Jørgensens og Louise Philips’ radikalt konstruktivistiske fortolkning af Fairclough samt lektor, Jon Milners ph.d.-afhandling ”Mellem etik, lingvistik og kulturteori” (2003), idet han her undersøger diskursens rækkevidde overfor den sociale praksis.
Faircloughs kritiske diskursanalyse hviler på et diskursivt/funktionelt sprogsyn, og jeg vil som afslutning på dette afsnit kort sammenstille dette med strukturalistisk og hermeneutisk sprogteori med henblik på at perspektivere Faircloughs position. Som grundlægger af den strukturalistiske tradition inddrager jeg den schweiziske lingvist Ferdinand Saussure, og som den betydeligste danske repræsentant for det hermeneutiske sprogsyn refererer jeg til filosoffen og teologen Knud Ejler Løgstrup. Faircloughs meget analytiske og strukturerede tilgang kan synes at have et mekanisk tilsnit. Overfor dette udgør Løgstrups metafysisk forankrede sprogfilosofi en væsentlig opponent.
Kritisk diskursanalyse udgør en rammeteori på den sociale praksis’ niveau. Fairclough påpeger at anden relevant teori må inddrages. Dette vil ske, ved at jeg i tekstanalyserne og i opgavens konklusion præsenterer begrebet og tilgange fra de relevante teorier. Set i lyset af det gennemgående tema i mine analysetekster, trækker jeg her på den engelske diskurspsykolog, Michael Billig’s teorier om den banale nationalisme, publiceret i ”Banal Nationalism” (1995), hvor han ud fra en sociologisk og sprogteoretisk vinkel undersøger, hvilke naturaliserede ideologiske antagelser, der kommer til udtryk i sprogbrugen. Forsker i internationale studier, Benedict Anderson satte med sin bog ”Imagined Communities” (1983) en milepæl i nationalismeforskningen og bidrager - med baggrund i sine grundlæggende analyser af forudsætninger for national identitet - til denne opgaves definition af begrebet ”nation”.
En egenskab ved kritisk diskursanalyse er, som Jon Milner påpeger i sin afhandling, at den fortrinsvis egner sig til at håndtere mindre tekstmængder, hvis det tilstræbes at analysen skal være tilbundsgående. De omfangsmæssige begrænsninger for denne opgave tillader ikke, at jeg intenderer udtømmende analyser. Derfor foretager jeg eksemplariske nedslag i analyseteksterne på baggrund af mine refleksioner over, hvilke analysefelter, der er relevante i de enkelte tekster.
I tekst 1 vil jeg særligt forholde mig til subjektforhold og transitivitet. En belysning af disse vil kunne have udsigelseskraft i forhold til subjekternes ekspliciteringsgrad, og hvilke processer de forbindes med. Min hypotese er, at teksten har et potentielt dehumaniseret tema, der kan give forfatteren anledning til at sløre subjektforholdene, og samtidig at transitivitetsanalysen kan afdække sammenhæng med grundlæggende ideologiske antagelser, og at læseren derigennem forledes til at opleve en konstrueret og fordrejet kohæsion. Mit afsæt til denne analyse finder jeg hos adjunkt i kommunikation ved DPU, ph.d. Jeppe Bundsgaard, der i artiklen ”Slørede subjekter” opstiller et apparat til at undersøge tilsløringer/kompliceringer af tekstens handlende agens.
I tekst 2 og 3 vil jeg undersøge, om der kan påvises sammenhæng mellem valget af metaforer og den bagvedliggende ideologi. Teksterne repræsenterer - sat overfor hinanden - ideologiske syn af stærkt divergerende observans, og muliggør dermed en undersøgelse af, hvorledes kontrasterende ideologier manifesterer sig i sprogbrugen. Som teoretisk apparat til at belyse metaforikken vil jeg inddrage metaforteori fra lingvisterne Georg Lakoff & Mark Johnsons værk ”Hverdagens metaforer” (opr. eng. udg. 1992). Heri opstiller de et begrebsapparat, der søger at belyse forbindelsen mellem metaforanvendelsen med sprogbrugerens oplevelse af og erfaring med den omgivende verden, og leverer dermed et væsentligt bidrag til opgavens centrale spørgsmål. Jeg vil i tilknytning til undersøgelsen af tekst 2 og 3 kort diskutere dette metaforbegreb i forhold til teologen K.E. Løgstrups, idet de repræsenterer en hhv. bred og snæver metaforikforståelse. Af omfangsmæssige årsager er der kun mulighed for nedslag i dele af teksternes metaforik.
Afslutningsvis vil jeg søge at samle opgavens konklusioner mhp. at sammenføje bidragene til besvarelsen af de skitserede spørgsmål. Samtidig vil jeg påpege, at opgaven ingenlunde skal opfattes som udtømmende for feltet, og jeg vil derfor antyde andre spor og sammenhænge, der yderligere kunne belyse området.
Norman Fairclough opstiller med sin kritiske diskursanalyse et potent instrumentarium til at studere og afdække sammenhænge mellem samfundsmæssige forhold og tekstmateriale. Positionen udgør en betydelig opponent til den strukturalistiske/formalistiske tradition ved dens opgør med forestillingen om sprogsystemer, som autonome og uafhængige af brugen af sproget. Faircloughs arbejde kan ses som en forlængelse af den australske lingvist MAK Hallidays arbejde med funktionel grammatik. Begge opererer ud fra anti-essentialistiske positioner, hvor sproget opfattes som et system af ressourcer og valg skabt og udviklet af mennesker for at skabe betydning og mening. Det funktionelle består i at kontekst, tekst og sprog betragtes som menneskers måde at udtrykke mening ud fra deres specifikke kulturelle og sociale handlingspraksisser.
"Language is as it is because of its function in the social structure, and the organization of behavioural meanings should give some insight into its social foundation."
Der er en systematisk sammenhæng mellem konteksten og sproget. Denne sammenhæng konkretiserer Halliday gennem en opdeling af sprogets metafunktioner i 3 kategorier, hvortil han knytter specifikke tekstuelle og grammatiske elementer:
Faircloughs videreudvikling drejer sig om en yderligere integration mellem lingvistik, semantik og samfundsanalytiske tilgange. I sin konstruktion af diskursbegrebet supplerer han den lingvistiske tilgang til diskurs med rum for social teori og analyse ud fra en antagelse om, at diskursen er en medvirkende konstituent for sociale sammenhænge.
Han opstiller en model for diskursdimensionernes forbundethed og de dertil hørende diskursanalytiske kategorier:
Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse
Diskursens dimensioner er ifølge Fairclough:
De tre dimensioner er dialektisk forbundne og relationerne mellem dem udgør centrale undersøgelsesobjekter.
Med fremstillingen af denne tredimensionelle opfattelse, differentierer han mellem det rent diskursive og det delvis non-diskursive – nemlig den sociale praksis, der også konstitueres af ikke diskursive kræfter. De metodiske konsekvenser af dette er, som vist ovenfor, at kritisk diskursanalyse også må inddrage anden relevant teori.
Diskursen er - ifølge Fairclough - en praksis, der ikke blot repræsenterer verden, men også medvirker i konstruktionsprocessen:
“Discourse as an ideological practice constitutes, naturalizes, sustains and changes significations of the world from diverse positions in power relations”
Hans opdeling af disse konstruktive aspekter viser tydeligt inspirationen fra Halliday. Han opdeler dem i tre aspekter, der samtidig korresponderer med tre sprogfunktioner – nemlig:
Metodisk foreslår Fairclough inspireret af Halliday en række tekstinterne analysepunkter for diskursens tekstdimension. Det drejer sig om:
Ordforråd, ordenes betydning, grammatik, kohæsion, genreskemaet, magtrelationen i interaktionen, høflighedsstrategier, transitivitet som forbindelse begivenheder/processer og subjekter/objekter, modaliteter, aktørernes kropssprog og metaforer.
Den diskursive praksis drejer sig - som skitseret - om den specifikke kontekst, som teksten produceres, distribueres og fortolkes i. Gennem analyse af disse processer kan der peges på, hvorledes udøveren opfatter, fortolker og konstruerer virkeligheden. Fairclough opregner 4 nedslagsfelter for analysen:
Styrke, hvor det drejer sig om at undersøge den magtudøvelse, der ligger gemt i den sammenhæng, som udsagnet udsagnets kontekst tilsiger
Kohærens, som sigter på at afdække fortolkeren muligheder for at skabe sammenhæng i teksten.
Intertekstualitet, der omtales som manifest intertekstualitet – når teksten direkte relaterer til andre specifikke tekster, og
interdiskursivitet, når referencen udgøres af andre diskurser eller diskursordner.
Diskursorden forstår Fairclough som et metabegreb, der indeholder summen af diskurstyper, der anvendes indenfor et socialt domæne eller en social institution. Diskursordnen udgør rammen for de diskursive praksiser, hvor igennem tale og skrift produceres og konsumeres. Således afgrænser diskursordenen de mulige udsagn, en afgrænsning, der dog modificeres af muligheden for interdiskursivitet. Ifølge Fairclough foreligger der en mulighed for social forandring, når diskurser, der traditionelt har været forankret i én diskursorden forankres i en ny.
Om den sociale praksis siger Fairclough:
"Social practice has various orientations - economic, political, cultural, ideological- and discourse may be implicated in all of these without any of them being reducible to discourse"
Diskursen indgår altså i konstitueringen af den sociale praksis, men sammen med en række nondiskursive faktorer. Ligeledes påpeger han, at den sociale praksis har betydning for, det virkelighedsbillede, der fremstilles i den diskursive praksis – dermed det dialektiske forhold.
Som nævnt må der altså anvendes et tværfagligt perspektiv med inddragelse af relevant teori fra andre videnskabsområder i analysen af den sociale praksis. Tekstanalytiske tilgange formår ikke – ifølge Fairclough – at belyse relationerne mellem teksterne og de samfundsmæssige/kulturelle processer og strukturer. Særlig fokus anlægger han på magtkategorierne ideologi og hegemoni.
Ideologiske diskurser medvirker til opretholdelsen af eller ændringer i samfundets magtrelationer. Særligt effektive bliver diskursernes ideologiske effekt, når ideologi bliver naturliggjort – naturaliseret i den diskursive praksis, så den ikke længere bemærkes men opfattes som common sense. Imidlertid er ideologiernes rækkevidde overfor subjektet begrænset af individets handlemuligheder.
Subjects are ideologically positioned, but they are also capable of acting creatively to make their own connections between the diverse practices and ideologies to which they are exposed, and to restructure positioning practices and structures.
Hegemoni drejer om magtsøgende samfundsgruppers stræben efter at anbringe deres ideologi i en privilegeret position. I forsøget på dette indgås alliancer og udspilles strategiske kampe med andre med den hensigt at få mest mulig indflydelse på samfundets herskende diskurser. Denne stræben efter at påvirke den sociale praksis er konstant pågående proces, og illustrerer det dialektiske forhold mellem diskursiv praksis og social praksis.
Jørgensen & Philips påpeger i deres bog ”Diskursanalyse som teori og metode” en række uklarheder i Faircloughs teori. De anfører at grænsefladerne mellem det diskursive og det non-diskursive er utydelige, og dermed kan det ikke afgøres sikkert hvor og i hvilket omfang tekstanalysen skal suppleres med anden relevant teori. Endvidere fremhæver de, at Fairclough dels underbelyser socialpsykologiske aspekter i tilknytning til diskursens konstituering af social identitet og dels komsumptionsprocesserne – forhold i relation til tekstens fortolkning. Risikoen ved disse svagheder er, at diskursanalysen forbliver på det tekstorienterede niveau og kun i lille udstrækning beskæftiger sig med den sociale praksis, et problem, der skærpes af at Fairclough netop ikke blot anser diskursen som en reproduktion af bagvedliggende strukturer, men som delvis dynamisk konstituent for de sociale strukturer.
Kritikken kan ses som et udtryk for en radikal konstruktivistisk position, der vil hævde at alt socialt er diskursivt og diskursteori bør kunne anvise metoder belysning af konstruktionsprocesserne. Jørgensen & Philips forholder sig til det i nedenstående citat:
”Diskursanalytiske tilgange trækker på strukturalistisk og poststrukturalistisk sprogfilosofi, som hævder, at vores adgang til virkeligheden altid går gennem sproget. Ved hjælp af sproget skaber vi repræsentationer af virkeligheden, som aldrig bare er spejlinger af en allerede eksisterende virkelighed – repræsentationerne er med til at skabe den. Det betyder ikke, at virkeligheden ikke findes, betydninger og repræsentationer er nok så virkelige. Den fysiske verden findes også, men den får kun betydning gennem diskurs”
Med dette udgangspunkt er Faircloughs uklare skelnen mellem det diskursive og non-diskursive selvsagt utilstrækkelig. – I Jørgensen & Philips konception eksisterer der ikke noget non-diskursivt udover en meningsløs materiel/fysisk verden.
Jon Milner indvender, at det er at gå for vidt.
”Dermed tenderer de[Jørgensen & Philips (mit indskud)] mod at give diskurs/sprog virkelighedens primat, noget jeg ikke mener, at begrebet kan holde til, […]
Han fortsætter med at diskutere sprogets/diskursens rækkevidde ved at referere et eksempel som Jørgensen & Philips opstiller:
En flod går over sine bredder og afstedkommer oversvømmelse. Oversvømmelsen selv er en materiel begivenhed, der finder sted uden sammenhæng med menneskers tanker og tale. Først, når mennesker forsøger at italesætte begivenheden, kommer den indenfor diskursens rækkevidde. Man kunne tilknytte oversvømmelsen til den meteorologiske diskurs eller sammenknytte den med teorier om drivhuseffekt, og dermed gøre det til en del af en politisk diskurs. Andre kunne indlejre begivenheden i en religiøs diskurs som et apokalyptiske tegn om verdens forestående undergang. - Eksempler på, at hændelsen kan tillægges forskellige meningsgivende sammenhænge – diskurser, der hver for sig eller i kombination peger på forskellige mulige og relevante handlinger med konsekvenser for den sociale praksis.
Dette synes umiddelbart som en bekræftelse af Jørgensens & Philips’ udsagn om at alt meningsfuldt er diskursivt forankret, men Milner går i rette med dette:
”Men jeg vil, som nævnt hævde en mere moderat version af (social-)konstruktivismen da jeg ellers mener, at man er på vej ind i den kortslutning som Gregersen nævner når man hævder at vores tilgang til virkeligheden altid går gennem sproget hvilket ville, i for eksempel Jørgensens & Philips’ tilfælde, tendere mod at se den sociolingvistiske diskursanalyse som primærvidenskab. For eksempel kan man sige, at de mennesker som rent faktisk drukner, møder døden eksistentielt uden om sproget, og at virkeligheden for dem får (muligvis manglende) betydning uden om diskurs. På samme måde kan agerbrugeren, der ser sit livsgrundlag forsvinde i kraft af oversvømmede enge og marker, have en fortvivlende oplevelse som ikke er en sproglig-diskursiv tilgang til eller forståelse for virkeligheden”
På den baggrund skelner Milner mellem forskellige virkelighedsniveauer. Han reserverer den sproglige/diskursive tilgang til et sociologisk lingvistisk niveau og advarer mod at diskursens rækkevidde på imperialistisk vis udbredes til andre virkelighedsniveauer, eksempelvis et psykologisk-eksistentielt niveau:
”Jeg vil under alle omstændigheder gøre klart, at jeg fraskriver mig enhver form for radikal konstruktivisme der i sin yderste konsekvens ser materielle såvel som psykologiske og sociale fænomener som udelukkende sprogligt-diskursivt konstituerede fænomener […].
Hermed synes Milners position at ligge tættere på Faircloughs end Jørgensens & Philips’. Netop Milners skelnen mellem forskellige virkelighedsniveauer understøttes af Faircloughs ontologiske accept af eksistensen af diskursive og nondiskursive konstituenter i den sociale praksis, hvorimod Jørgensens & Philips’ afviger fra Fairclough ved at afvise meningsgivende forhold uden for diskursen, om end de vælger at argumentere for et analytisk skel mellem det diskursive og det sociale af strategiske hensyn.
I valget af en kritisk diskursanalytisk tilgang ligger implicit et poststrukturalistisk opgør med den dikotomiske forestilling om en separation mellem sprogsystemet og sprogbrugen. På den baggrund er det relevant for diskussionen af Faircloughs diskursanalyse at foretage en ekskurs angående det tilgrundliggende sprogsyn.
Ferdinand Saussure, skitserede den nævnte adskillelse i starten af 1900-tallet i ”Forelæsninger om almen lingvistik”, der af mange anses for et nybrud, der grundlagde den moderne sprogvidenskab. Saussure formulerede i dette tidlige strukturalistiske skrift en forståelse, hvor han opfattede sprogsystemet, den objektive, kontekstuafhængige og dermed arbitrære kode - la langue – som sprogvidenskabens egentlige genstandsfelt. Sprogbrugen, sprogets daglige fremtrædelsesform i praktisk anvendelse – la parole – anså han ikke for at være kontingent idet den er behæftet med de fejl, som den enkelte sprogbruger laver og dermed uden egentlig videnskabelig relevans.
Denne opfattelse af sproget som en objektiv kategori med sine egne indre og uafhængige logikker er siden hyppigt blevet anfægtet. Diskursive tilgange som Faircloughs bygger videre på konstruktivistiske tilgange med et funktionelt sprogsyn, som eksemplificeret i den tidligere fremstilling af Halliday. Disse tilganges forståelse af sproget, som et instrument, der skaber relationer, handlinger og mening i en given kontekst, og som også selv i sin dialektiske forbundenhed påvirkes af konteksten, bryder afgørende med den saussureske strukturalisme.
En bud på en syntetisering, der anerkender såvel strukturalistiske og funktionelle tilganges betydning for sprogvidenskaben ses i den hermeneutiske sprogfilosofi, som den er fremstillet af K.E. Løgstrup. I sit sprogfilosofiske hovedværk ”Vidde og prægnans” fremviser han en tredje vej – en vej, der på en gang anerkender sproget – ordene - som et forråd af vide oplagrede betydninger - ordenes vidde - og samtidig som bærere af snævre kontekstafhængige betydninger i den konkrete ytring – ordenes prægnans – dermed forbindelsen til værkets titel. Løgstrup forklarer at ord spænder over en stor betydningsvidde. Ordet er derfor ikke et entydigt tegn for, hvad der forefindes, men rummer en vifte af betydninger. Hvilken betydning ordet har i den konkrete ytring viser sig i konteksten:
”Ordene designerer ikke genstande, men med deres egen betydningskontekst indgår de i udsagnets meningskontekst, som igen artikulerer eller anden situation, aktuel eller tænkt, individuel eller social”
Dermed forbinder Løgstrup altså strukturalismens forestilling om, at der findes et sprogligt reservoir, der ligger udover den konkrete sprogbrug med den diskursive tilgang.
Han overvejer om det ene har forrang for det andet og konkluderer:
”Lyd (og skrift) og betydning (og mening) tilkommer lige stor vægt, og der råder ikke et funderings- og rangforhold imellem dem.”
Men han fortsætter sin undersøgelse af sprogets natur og forholder sig til yderligere problemer, som er relevante for drøftelsen af sprogets og diskursens rækkevidde. Transcendentalproblemet drejer sig om modsætningen i, at vi hævder at vores forståelse går gennem sproglige kategorier, og at vi gennem vores egen eksistens har skabt de begreber, vi tolker gennem. Alligevel har begreberne eksisteret, før vi har kunnet tolke den gennem sproget. Løgstrup eksemplificerer med et citat fra den danske filosof Justus Hartnack:
”Uden begreber som ”større end” og ”mindre end” kunne man ikke sige, at månen er mindre end jorden. På den anden side: ”Månens og jordens størrelser og indbyrdes størrelsesforhold er ikke noget, der først kommer ind i verden med sprogbrugende væsener”.
Det forhold, at månen er mindre end jorden, er altså en kendsgerning, før det bliver gjort til en ytring. En indvending kunne her være – som Jørgensen & Philips gør det – at anerkende en materiel verden uden for sproget, men at hævde, at den er meningsløs. Det er imidlertid ikke Løgstrups standpunkt:
”For common sense møder vi ikke op med vor forståelse af hvad et træ er for med den at forstå, at træet udenfor huset er et træ. Sådan oplever vi det i hvert fald ikke. Snarere oplever vi det, som træet gav os forståelsen af, at det er et træ. Ikke fra os selv, men fra træet ved vi, at det er et træ. I sin forståelighed giver verden os ordene. Alle forekomsterne synes at tale om deres væsen og blive selvstændige partnere i forståelsen”
Hermed har Løgstrup lagt op til en metafysisk forankret sprogfilosofi:
”Der synes kun ét af to at gøre. Enten lader man det metafysiske problem stå uløst eller man kan lade det give anledning til en religiøs tydning”
Og netop sprogfilosofi er, hvad Løgstrup har fremstillet i ”Vidde og prægnans”, et værk, der rejser mange spørgsmål om moderne sprogteoretiske tilgange. Som analytisk fundament udgør hans tanker ikke et alternativ til Faircloughs diskursanalyse, men som et argument mod ultra-konstruktivistiske tolkninger af diskursens rækkevidde udgør de en mulighed.
At diskursen har en overordentlig stor betydning for, hvordan vi behandler hinanden er imidlertid – også efter redegørelsen for Løgstrups position - en usvækket antagelse.
En sidste indvending mod Faircloughs teoretiske apparat kunne være, at den med sin tilknytning til Hallidays funktionelle grammatik, der kritiseres for en mekanisk tilgang med underbelysning af de teksteksterne forhold, initierer en ny strukturalisme. Overfor dette, mener jeg, at det er væsentligt at fastholde Faircloughs fokusering på de diskursanalytiske niveauers dialektiske forbundenhed. At skelne mellem de tre niveauer er konstruktivt i en fremstillingsfase, men i det konkrete analytiske arbejde må der analyseres under stadig hensyntagen til niveauernes samspil og sammenvævning. En analyse, der ikke til stadighed har blik for både grammatiske, semantiske og pragmatiske forhold risikerer at miste – hvad jeg anser for selve substansen i kritisk diskursanalyse – dialektikken.
I mit konkrete analysearbejde vil jeg derfor ikke forholde mig fundamentalistisk til niveauerne, men i stedet udpege særlige temaer, som jeg vil tilstræbe at belyse bredt med vinkler fra alle tre niveauer.
På baggrund af denne fremstilling, diskussion og kritik af mit metodiske fundament kan jeg nu påbegynde analyserne af tekstmaterialet.
Politiet udgør - som statens lovhåndhævende institution - en helt særlig magtfaktor i samfundet. Abstraktionen om statens magtudøvelse med henblik på at sikre at lovgivningen overholdes, konkretiseres gennem politiets virksomhed. Bemyndigelsen til denne magtudøvelse overfor civilbefolkningen stiller store krav til politiets redelighed. Politiet udgøres af en stand af personer, der - som alle andre - er afhængige og påvirkede af den historiske, samfundsmæssige og ideologiske kontekst, men set i lyset af rådigheden over de særlige magtbeføjelser, ville det være åbenlys suspekt, hvis politiets virke var præget af tydelig ideologisk slagside, som det ses i diktaturer. Endnu mere grotesk ville det være, hvis politiet besat en selvbestaltet ideologisk inerti uden for demokratisk kontrol – derfor denne undersøgelse. Der er altså en række forhold der påvirker den diskursive praksis, når politiet formulerer sig offentligt:
1) Ytringen fremsættes af en instans med håndfaste magtmidler og konsumeres af modtagere uden disse. Hvis det overhovedet er muligt at undgå, at dette asymmetriske magtforhold skal skævvride kommunikationen, må teksten fremstå som yderst redelig, upartisk, under demokratisk kontrol og fuldt overensstemmende med lovgivningen.
2) Uagtet at ytringen er blevet til som konsekvens af en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, udgør den en del af statsmagtens kommunikation til offentligheden og må derfor ideelt set være tilgængelig for alle. Kohærensproblemer kan afholde dele af offentligheden fra at tolke teksten rigtigt og kan dermed medføre et demokratisk underskud.
3) Magtudøvelsen sker på et retsligt lovgrundlag. Interdiskursive referencer, som legitimerer forehavendet, må derfor ske til juridiske og etiske diskurser frem for til politiske eller nationalistiske.
Jeg vil søge at belyse dele af disse forhold ved at undersøge subjektforholdene og herunder også transivitetsforhold – slørede subjekter kan være forsøg på unddragelse af ansvar eller demokratisk kontrol og samtidig kan en transivitetsanalyse bidrage til belysning af grundlæggende ideologiske antagelser.
I en offentlig skrivelse fra en offentlig magtinstitution er det forventeligt, at den konkrete forfatter ikke træder frem som person med sine holdninger og synspunkter. Imidlertid er det interessant, hvordan forfatteren fremlægger tekstens agenter og relationer.
Bundsgaard skriver om det forhold:
”Teksten handler om nogle personer (subjekter), institutioner og objekter i en kontekst. Det interessante for en dialektisk deiksissløringsanalyse er nu at undersøge, hvordan producenten af teksten semantisk og syntaktisk (grammatisk) fremstiller disse personer, institutioner og objekter i denne kontekst: sker det nøje ved at fremstille alle relationer og nævne alle personer ved navn og gavn, sker det mere overskueligt ved at fremstille de relationer og nævne de personer, der er nødvendige for forståelsen af sammenhængen, eller sker det ved at nævne og særligt ikke nævne relationer og personer på måder der ikke afklarer og afdækker, men mystificerer og naturaliserer?”
Dermed udbygger Bundsgaard vinklen fra den legendariske ”Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen” (1972) af Frands Mortensen. Hvor Frands Mortensen fokuserede på agentivstrygning – subjektforholdene - fokuserer Bundsgaard også på objektforholdene samt tids-, steds- og logikforhold. Jeg vil af omfangsmæssige årsager fokusere særligt på subjektforholdene.
Bundsgaard foreslår et begrebsapparat til at analysere disse elementer:
Eksplicitering, hvor semantiske og kontekstuelle forhold åbent fremgår af teksten.
Implicering, hvor forholdene er indeholdt i andre dele af teksten, men er ekspliciterede.
Komplicering, hvor forholdene er viklet ind i en metafor og dermed ikke nødvendigvis er i et umiddelbart kohærent forhold til teksten.
Er der tale om konsekvente kompliceringer omtaler Bundsgaard det som mystifikation.
Videre peger Bundsgaard – som eksempel på, hvad han kalder forsteninger - på nominaliseringer, hvor processen og dens subjekt er skjult i substantivet. Også participiumsformer beskriver sådanne fossillerede processer.
Passiv konstruktioner og anvendelsen af overgribende subjekter kan ligeledes medvirke til sløringen.
Teksten ”Redegørelse for status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere” har ikke en eksplicit forfatter. Rigspolitiet er afsender af teksten, offentligheden – herunder regeringen er modtagere, og de omhandlede er afviste asylansøgere.
Passiv-konstruktioner er højfrekvente i teksten - ikke overraskende set i lyset af genreskemaet for juridiske tekster. Passiv anvendes hyppigt i forbindelse med handlingsverber, mens verber der har en konstativ modus eller værensmodus oftere optræder i aktiv form:
L. 35: ”Den 1. maj 2003 indførtes en ny konsekvent procedurer for udsendelse af afviste asylansøgere”
Denne handling, der udgør hele grundlaget for teksten har intet handlende subjekt, om end den har vidtrækkende konsekvenser. Ligeledes:
L. 65: ”Center Sandholm og Center Avnstrup anvendes fortsat begge som udsendelsescentre.”
Der er dog eksempler på ekspliciterede subjektforhold, i tilfælde hvor der skal signaleres loyalitet overfor det lovgivende folketingsflertal:
L. 41: ”Politiet og Udlændingeservice anvender systematisk og målrettet de forskellige elementer, som indgår i den konsekvente udsendelsesprocedure.”
Som nævnt optræder sætninger med et faktuelt indhold hyppigt i aktiv form:
L. 118: ”Denne oversigt omfatter alle udsendte/udrejste asylansøgere,…”
I flere tilfælde udgøres sætningernes grammatiske subjekt af et substantiveret verbum (nominalisering). Herved impliceres det egentlige udøvende subjekt på en måde, der - som i passivkonstruktioner – slører det faktiske agentsubjekt:
L. 50: ”Det er fortsat Rigspolitiets vurdering, at anvendelsen af de motivationsfremmende foranstaltninger i henhold til den konsekvente udsendelsesprocedure – eller ”truslen” herom – samlet set har en vis effekt i forhold til en del afviste asylansøgere…”
Det er med andre ord anvendelsen ”an sich” og ikke det, at nogen – med ansvarspådragelse - anvender disse foranstaltninger, der har effekt. Bemærk, i øvrigt den indledende sætningskløvning, der muliggør substantivet ”vurdering” frem for verbet ”vurderer”.
I talrige eksempler optræder verber i participiumsformer og medvirker som forsteninger til at restringere læserens opfattelse af processerne. Eksemplerne viser, hvordan formerne bevirker, at disse processer fremstilles som statiske, afviklede og uigenkaldelige. Påfaldende er det, at netop disse former optræder hyppigst som et adjektivisk tillæg til asylsøgerne, der herved næsten får status som objekter:
Asylansøgerne er:
L. 2 m.fl.: ”afviste”, L. 54: ”pålagt”, L. 62: ”skønnede udrejste”, L. 69 m.fl.: ”påsete” og L. 71 m.fl. ”ledsagede”.
Samme verbalform anvendes i teksten ellers kun om objekter.:
L. 120 m.fl.: ”vedlagte bilag” og L. 131: ”anførte tal”.
Subjektforholdene indvikles i adskillige tilfælde i metaforer (Se uddybning af metaforbegreb p. 24 i nærværende opgave). Det kan i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt og styrke tekstens udtryk og præcision, men kan også udviske referencen til den egentlige aktør:
L. 37: ”Med virkning fra 1. oktober 2004 blev der indført en række yderligere motivationsfremmende foranstaltninger, der navnlig retter sig imod udlændinge, der har indgivet ansøgning om asyl under et visumophold. Foranstaltningerne er nærmere omtalt i bilag 1”
Først præsenteres de ”motivationsfremmende foranstaltninger” i en passiv-konstruktion, hvorefter de, i den følgende ledsætning, repræsenteret af et refleksivt pronomen, udgør det grammatiske subjekt. Herefter henvises til ”bilag 1”, hvori man kan læse at de motivationsfremmende foranstaltninger består af en række belønnings- og afstraffelstiltag, der spænder fra en økonomisk godtgørelse til frihedsberøvelse gennem fængsling. Men, hvem – det semantiske subjekt -, der har indført foranstaltningerne er uvist. Bemærk i øvrigt metaforen, ”retter sig imod” et refleksivt frasalverbum, der transitivt beskriver et klart kontrasterende forhold, og som tillægger det grammatiske subjekt viljes- og handlekraft.
Som grammatisk subjekt er institutionerne ”Politiet” og ”Rigspolitiet” frekvente. Det er umiddelbart upåfaldende al den stund, der er tale om en officiel redegørelse, formentlig skrevet af en eller flere personer med legitim adkomst til at udtale sig på vegne af institutionen. Særligt på visse erhvervsområder – her i blandt politiet – må hver enkelt medarbejder fra tid til anden tage forholdet mellem egen og institutionens etiske grundlag og den deraf afledte praksis op til overvejelse. Institutionsmetaforen virker uniformerende og depersonaliserende og kan stå for presset i ømtålelige situationer:
L. 41: ”Politiet indstiller således i overensstemmelse med forudsætningerne i den konsekvente procedure til Udlændingeservice om iværksættelse af kostpengeordningen og/eller overflytning til et udsendelsescenter,…”
Bemærk også henvisningen til at handlingen er ”i overensstemmelse med…” – der er en ekstern autoritet, der har ansvaret. Se endvidere det positivt konnoterede verbalsubstantiv ”iværksættelse”.
Næste led i analysen af subjektforholdene er et nedslag i teksten transivitetsforhold – en undersøgelse af hvorledes processer og hændelser forbindes (eller ikke forbindes) med subjekter (- og objekter). Teksten drejer sig på et metaplan om nogle danske repræsentationer - Politiet, Udlændingeservice og en række tekster – lovmateriale og nogle udenlandske repræsentationer – afviste asylansøgere, deres oprindelseslande, og disses magthavere. Jeg har derfor valgt at undersøge hvilke verber og hændelser, der sammenknyttes med de to grupperinger.
Halliday foreslår en inddeling i 6 typer af processer: materielle, mentale, relationelle, adfærdsmæssige, verbale og eksistentielle, som repræsenterer forskellige dele af den menneskelige verden. Materielle processer udtrykker materielle handlinger, mentale processer udtrykker sansende handlinger og kan deles op i kan deles op i affektive, kognitive og perceptive processer. Relationelle processer handler om relationen mellem to parter. Adfærdsmæssige processer er fysiologiske og psykologiske processer. Verbale processer er processer hvor man indgår i et sprogligt samspil og eksistentielle processer er processer som at være til, eksistere og hænde.
Eksempler vedr. de danske repræsentationer (mine fremhævninger):
L. 12: ”Ved redegørelsen opdateres Rigspolitiets handlingsplan…”
L. 18: ”Denne redegørelse, […], er tilgængelig…”
L. 23: ”…initiativer, der er iværksat…[…], eller som påtænkes iværksat”
L. 28: ”Den danske udlændingelovgivning bygger på det grundlæggende princip,…”
L. 32: ”Det retslige grundlag er for politiets udsendelsesarbejde i asylsager og politiets praktiske udsendelsesarbejde er udførligt beskrevet…”
L. 50: ”Det er fortsat Rigspolitiets vurdering,…”
L. 84: ”Rigspolitiet har i perioden ikke anvendt den hjemmel,…”
L. 111: ”Opmærksomheden henledes på…”
L. 155: ”Der blev den 18, okt. undertegnet en trepartsaftale mellem Danmark, Afghanistan og UNHCR om…”
L. 181: ”Rigspolitiet har siden maj 2003 i et samarbejde med IOM bistået i alt 47 personer…”
L. 273: ”Rigspolitiet forventer dog, at den tidligere positive udvikling vil kunne genskabes.”
Overvejende mentale og verbale processer.
Der tegner sig et billede af en aktiv udøvende part, der er aktuel, åben, entreprenant, visionær, grundfæstet, veldokumenteret, vurderende, samarbejdende og kosmopolitisk.
Her overfor ses de udenlandske repræsentationer (mine fremhævninger):
L. 29: ”en udlænding, der modtager sit endelige afslag…[…] har pligt til at udrejse”
L. 46: ”Afviste asylansøgere i udsendelsesfasen skifter ofte – en eller flere gange -mening med hensyn til medvirkensspørgsmålet.”
L. 50: ”…anvendelsen af de motivationsfremmende foranstaltninger i henhold til den konsekvente udsendelsesprocedure – eller ”truslen” herom – samlet set har en vis effekt i forhold til en del afviste asylansøgere.”
L. 66: ”Den 27. sept. var 587 personer på meldepligt…””
L. 75: ”Det må dog samtidig konstateres, at et betydeligt antal afviste asylansøgere fortsat ikke umiddelbart lader sig motivere til en frivillig udrejse eller til at samarbejde med politiet.”
L. 238: ”Afviser de pågældende at give et sådant samtykke, underrettes UNMIK”
L. 299: ”Langt hovedparten af de udlændinge fra Somalia, der er i udsendelsesposition kan ifølge afgørelsen fra udlændingemyndighederne tvangsmæssigt udsendes til ”Somalia”.”
Her ses materielle, affektive og adfærdsmæssige processer.
Denne part er altså karakteriseret ved at: de kan afvises, de har pligter, de er inkonsekvente – og dermed besværlige, de kan trues med foranstaltninger og det har effekt, de optræder i statistikker, de skal ”motiveres” kraftigt, og selv da samarbejder de måske ikke, de er potentielt afvisende - højere instanser orienteres derom, og de kan udsendes tvangsmæssigt til et hjemland, der optræder i citationstegn.
Både på et institutionelt plan og som individer optræder politiet som del af flygtninge-/indvandrerdiskursen. Som Fairclough påpeger, er ideologier mest effektive, når de gennem diskursen naturaliseres, så de ureflekteret indgår i hverdagssproget og derigennem i hverdagsbevidstheden. Der er derfor grund til at være på vagt overfor de skjulte ideologiske tilkendegivelser, der optræder som tilsyneladende uskyldige ytringer.
Michael Billig pointerer netop denne vinkel i relation til nationalisme. I hverdagsbevidstheden refererer ordet nationalisme typisk til et lidenskabeligt og voldsomt fænomen, som dyrkes - ofte på brutal vis - af separatister, fascister og guerillaer. Denne form for nationalisme omtaler Billig som skarp (eng. ”hot”) nationalisme. Over for dette påpeger han det langt mere upåagtede fænomen, banal nationalisme:
”Nationalism is not confined to the florid language and blood-myths. Banal nationalism operates with prosaic, routine words, which take nations for granted, and which in so doing, enhabit them. Small words, rather them grand memorable phrases, offer constant, but rarely conscious, reminders of the homeland, making “our” national identity unforgettable.”
Altså ubevidste processer, begivenheder og sproglige ytringer, der markerer det nationale tilknytningsforhold og derved fungerer som en ideologisk grundposition, der medvirker til at opretholde og legitimere nationalstaten. Som metafor bruger Billig flaget. Skarp nationalisme er the waved flag, banal nationalisme er the unwaved flag. Den banale nationalismes markører er ofte tilsyneladende helt uskyldige – et flag på en bygning, et vejrkort med landet i globens midte eller en TV-vært, der sondrer mellem det deiktiske ”dem” og ”os”. Allestedsnærværende rutinemæssige markører, der solidt indlejret i common sense, gennem konstante påmindelser vedligeholder følelsen af nationalt tilhørsforhold. En ideologi, der gennem sin naturaliserede status fortrænger spørgsmålet om sin eksistens:
”By this reckoning, ideology operates to make people forget that their world has been historically constructed. Thus, nationalism is the ideology by which the world of nations has come to seem the natural world – as if there could not possibly be a world without nations.”
Alle er bevidst eller ubevidst påvirkede af den banale nationalisme og Billig anfører, at det er den mest succesfulde ideologi i menneskehedens historie. Trods nationalstaternes korte historie, er ideen om, at hele verden må være således opdelt blevet, en grundlæggende verdensomspændende antagelse.
Denne banale nationalisme er ikke harmløs. Billig skriver:
”In this way, national identity is a routine way of talking and listening; it is a form of life, which habitually closes the front door and seals the boarders.”
Og han anfører, at den potentielt udgør et mentalt fundament for den skarpe nationalisme, der kan aktiveres af f.eks. krigspropaganda. Også selv uden så radikale
Således må det forventes, at en tekst som ”Redegørelse for status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere” indeholder markører af den ovenfor omtalte type. I det nedenstående vil jeg vise enkelte eksempler på forholdet:
L. 10: ”udsendelse af afviste asylansøgere” – udsendelse afviste af Danmark – sløret deiksis.
L. 13 m.fl.: ”Rigs-/politiet” – det danske riges Rigspoliti/politi.
L. 17: ”Dansk Folkeparti” – i modsætning til andre landes partier – os-dem-relation.
L. 20: ”www.inm.dk” og ”www.politi.dk” - dansk forankrede hjemmesider
L. 28: ”Den danske udlændingelovgivning” – overfor ”en udlænding”.
L. 31: ”Udlændingen” – overfor ”politiet” – det danske politi.
L. 81: ”Nationalitetsgrupper” – overfor ”Rigspolitiet”.
Af omfangsmæssige årsager fuldstændiggør jeg ikke opremsningen, men som det fremgår, er markørerne højfrekvente. Diskursive aflejringer af banal nationalistisk ideologi synes at være et gennemgående karakteristika i teksten.
Forfatterens upersonlige approach er genrekarakteristisk for teksttypen. Nationalisme er intetsteds ekspliciteret i teksten, men træk ved subjektforholdene synes at udvise ideologisk slagside. Transitivitetsanalysen underbygger denne antagelse og talrige markører af banal nationalisme er med Billig’s ord ”flagging the homeland”.
Det forekommer problematisk, at tekstens udenlandske repræsentationer sammenknyttes med processer, der er kendetegnet ved ufrihed og autoritative indgreb – et træk, der kan anskues som en uheldig objektgørelse, som sammen med institutionsmetaforernes autoritetseffekt kan overbetone handlingernes legitimitet.
Ligeledes kan det opfattes som et problem, at ureflekterede fragmenter af nationalistisk diskurs er så tydeligt repræsenterede. – Der er et løbende bånd af os-dem-relationer.
Endelig vil jeg anføre, at det er lige så væsentligt at undersøge, hvad en tekst ikke handler om, som hvad den handler om. Der er et iøjefaldende fravær af ytringer om de udsendtes vilkår efter tvangsudsendelsen, hvilke etiske retningslinier, politiet benytter i det praktiske arbejde, i hvilken grad familier splittes mm.
Som nævnt i opgavens metodiske afsnit, vil mit fokus i analysen af teksterne ”Udlændingepolitik” og ”Wir will ein Danmark” rette sig mod metaforikken.
Siden antikken har metaforbegrebet haft en fremtrædende rolle i lingvistikken og været genstand for forskelligartede anskuelser. ”Metafora” er græsk og betyder at overføre fra et område til et andet. I den traditionelle opfattelse indenfor stilistikken er metafor ofte forstået som et billedligt udtryk, der erstatter selve sagen. Imidlertid udvider flere sprogteoretikere metaforikken til at have en fremtrædende placering i den almene lingvistik, mens andre søger at indsnævre den.
Den danske lingvist Jørgen Chr. Bang omtaler metaforikken som et af sprogets tre basale aspekter – de to andre udgøres af deiksis og modalitet. Sprogets metaforiske aspekt belyser han ved at anvende Løgstrups termer vidde og prægnans (som er omtalt på denne opgaves side 14). Bang betragter Løgstrups skelnen mellem vidde og prægnans som fundament for en generel metaforisk forståelse af sproget:
”I og med at vi forstår, at ordene skal opfattes som metaforer, kan vi af deres
hver isærs vide betydningsindhold forestille os, hvordan deres sammenhængende
og dermed mere specifikke eller prægnante indhold kan være til på én gang. Af
viddernes konjunkturer kreerer vi et specifikt univers, en specifik eller prægnant
helhedsforestilling. Men dette beror netop på at vi creativt & congenialt formår at
forstå ordene metaforisk, at vi formår at overføre relevante hidtidige erfaringer
med ordene på en passende måde.”
For Løgstrup selv indsnævrer ordenes vide betydningsindhold metaforbegrebet. Løgstrup eksemplificerer med ordet ”ben”. Hvad enten der er tale om et ben på et dyr eller menneske eller et bordben kommer det fra samme fortrolighedslag – nemlig fortroligheden med at et ben er en genstand der holder noget oppe og er til at gå på. Dermed er der ikke tale om, at bordben er en metafor. Egentlig metafor er der i Løgstrups forståelse først tale om, betydningsudvidelsen af ordet eller udtrykket chokerer. – Ordet eller udtrykkets betydningsindhold skal udvides med betydninger fra fjerne fortrolighedslag:
”Takket være forskellen er ligheden livgivende. Hvad der stimulerer er, at billedet og afbilledet ikke kan bringes til dækning. Områderne holdes ude fra hinanden, og forståelsens gnister springer imellem dem, ladet spændingsfyldt og netop derfor så præcis.”
Såvel Løgstrups og Bangs påpegninger af metaforikkens og billedsprogets indfældethed i sprogbrugens helhed understøtter Faircloughs antagelse om det dialektiske forhold mellem diskursens niveauer.
George Lakoff og Mark Johnson har beskæftiget sig med metaforer, der opstår af hverdagslivets erfaringer. De opfatter heller ikke metaforen som det isolerede stilistiske træk, vi finder i den klassiske tropelære, men ser den tværtimod som en kognitiv og fysisk erfaret grundkategori – en grundlæggende strukturering i menneskets konceptuelle system ofte genereret gennem vores interaktion med omverdenen. Deres terminologi og metaforsyn vil udgøre et begrebsmæssigt omdrejningspunkt for mit efterfølgende tekstarbejde, og jeg vil derfor kort opridse nogle træk fra deres metaforteori, som jeg mener at kunne benytte.
Indledningsvis er det nyttigt at pege på, at deres metaforbegreb også rummer metaforer, der indgår som selvfølgeligheder i sproget og derfor normalt ikke opfattes som metaforer. Eksempel: ”Hvad bygger du din teori på” – ville typisk ikke opfattes metaforisk, men baserer sig på den metaforiske antagelse at teorier er bygningsværker.
Lakoff/Johnson afklarer forholdet mellem den bagvedliggende antagelse og det sproglige udtryk ved at sondre mellem den konceptuelle metafor og den anvendte metafor. Eksempel: ”Jeg vil forsvare mine synspunkter” er den anvendte sproglige udtryk, men bag det ligger en antagelse om, at diskussion er krig, og i krig angriber og forsvarer man. Den konceptuelle metafor kan dermed være et prægnant udtryk for det ideologiske standpunkt.
De skelner mellem en række metafortyper, herunder:
Strukturelle metaforer, hvis funktion er at bruge begrebsstrukturen, - sprog og logik fra et område til at forklare et andet område. Herved kan metaforen fremhæve eller skjule egenskaber ved det beskrevne.
Ontologiske metaforer er metaforer, der er opstået gennem vores erfaringer med omverdenen. De kan benyttes til at forstå noget ikke-afgrænset som noget afgrænset – det kunne være gadehjørner og bjerge. Eller der kan være tale om konkretiseringer af abstrakte fænomener som inflation eller arbejdsløshed. Ved at forstå den som enten entitet eller substans kan de begribes, måles og kvantificeres og vi kan således indsætte dem som virkninger eller årsager i kausale sammenhænge. Orienteringsmetaforer – herunder beholdermetaforer drejer sig om erfaringer fra rumlige orienteringer f.eks. op-ned, ud-ind.
Personifikation omhandler levendegørelse af abstrakte begreber, der derved tillægges menneskelige egenskaber.
Særligt i forhold til det poetiske sprog peger Lakoff/Johnson på den innovative metafor. Den adskiller sig fra den konventionelle metafor ved at være nyfigurerende. Som tidligere vist er det sædvanligt at opfatte teorier som bygninger og normalt kan man bruge ordene fundament og bygge, mens det ville være overraskende at benytte rum eller kælder.
Med afsæt i denne terminologi vil jeg nu undersøge teksterne.
I teksten ”Udlændingepolitik” (bilag 2) er der en række strukturelle metaforer, der beskriver Danmark og danskerne (mine fremhævninger):
L. 4: ”I Danmark skal dansk kultur og sprog være det bærende element” – Danmark er altså en konstruktion, der hviler på solide bjælker. Bemærk i øvrigt det præg af ontologisk metafor, som dansk kultur og sprog får, ved at lade disse abstrakte fænomener udgøre er konstruktionselement
L. 5: ”Vi vil ikke acceptere, at vort fædreland omdannes til…” – landet er vor slægts skabning – dybe rødder og integritet må formodes.
L. 44: ”…§ 266b, der forhindrer danskerne i at tage vare på vort fædreland” – en uretmæssig paragraf, der vanskeliggør den egentlige beskyttelse af landet. – Bemærk også personifikationen – fædrelandet skal der tages vare på.
L. 88: ”Integration betyder at begge parter skal give køb på hjerteblod” – der er altså tale om en handel – og objektet for denne handel – den nationale og kulturelle identitet er af biologisk oprindelse – hjerteblod
L. 93: ”Danske kerneværdier som ligeberettigelse mellem kønnene, pluralisme og respekt for anderledes tænkende må ikke blive trådt under fode af fremmede folkeslags indtog på dansk jord.” – For det første har Danmark en opdeling i skaller – og i kernen finder vi visse skatte – værdier, som risikerer at ende under fodsålen på indtrængende arméer, der vil indtage vort territorium. Iøjefaldende at netop disse kerneværdier pluralisme og respekt nævnes her.
L. 116: ”…og virksomheder tager bestik af den kulturelle mangfoldighed…” – denne moderne opfattelse af Danmark som et multikulturelt samfund har sendt landet på en rejse, hvor det er nødvendigt at navigere – tage bestik for at finde rundt.
Der er også eksempler på orienteringsmetaforer vedr. Dansk Folkepartis Ungdom:
L. 38: ”Dansk Folkepartis Ungdom vil indtil vores overordnede politik gennemføres på enhver måde modvirke positiv særbehandling af fremmede i vores samfund” – overordnede, gennemføres og modvirke er erfaringsmateriale af rumlig/retningsmæssig karakter fra den fysiske verden, der forplanter sig i sprogbrugen.
De konceptuelle metaforer bag disse udsagn synes på et metaniveau at kunne samles i forestillingen om Danmark og det danske folk, som en homogen enhed i nær kontakt med sin entydige nationale historie, og med afklarede overlegne værdier, som har fæste helt ind i biologien.
Overfor Danmark og danskerne finder vi ”de fremmede”, der også omtales gennem en række strukturelle metaforer:
L. 3-4: ”Flertallet af de asylansøgere, der kommer til landet er skinasylanter” – kendt fra ”skindød” – skinnet – den visuelle fremtræden – er bedragerisk.
L. 59: ”Det er vigtigt at standse tilstrømningen af personer…” – som en flod strømmer de ind over grænserne.
L. 61: Og at begive sig ind i et ægteskab med en udlænding viser sig måske at være en sejltur i under ugunstige vilkår: ”Hvis et ægteskab med en udlænding lider skibbrud…”.
L. 95: Tørklædet, muslimske kvinder bærer er så frastødende at giver associationer om kemiske reaktioner: ”Tørklædet,…, er en afskyelig … tradition.”
L. 145: Skolerne, der drives af muslimer er tændsatser den ild, der kan fortære Danmark: ”… skoler, der virker som arnesteder for muslims fundamentalisme”
Der anvendes også ontologiske metaforer i denne beskrivelse:
L. 12: ”…højtstående dissidenter…” (orienteringsmetafor)
L.129: ”De fremmede, der har ophold her i landet…” – fremmede som en entitet af en uafgrænset gruppe og ophold som orienteringsmetafor.
Det fælles koncept bag disse metaforer er forestillingen om, at ”de fremmede er svigagtige, forbryderiske og potentielt kriminelle. Denne antagelse giver anledning til at undersøge italesættelsen af tekstens handlingsforslag, også her findes der både strukturelle metaforer og orienteringsmetaforer:
Strukturelle:
L. 18: ”…hjemsendes, når der er opnået tålelige forhold” – med reference til den medicinske diskurs kan de hjemsendes, når der hersker forhold, man ikke direkte dør af.
L. 23: ”…et mindre månedligt beløb kan tilstiles dem” – man har ikke kontakt med dem - man sender beløbet.
L. 49: Der skal stilles krav om ”beherskelse af et formfuldendt dansk” – sproget er altså et kunstværk med en potentielt smuk æstetik, der skal mestres.
L. 136:”…skal ægteskabet omgående opløses” – den kemiske proces opløsning er et effektivt middel.
Og orienteringsmetaforer – alle negativt ladede:
L. 26: ”Udlændingestyrelsen skal nedlægges”
L. 71: ”…skal have deres statsborgerskab frataget”
L. 74: ”…der har begået kriminalitet skal udvises”
Processerne, der skal til for at håndtere problemstillingerne er præget af et stærkt asymmetrisk forhold mellem ”os” og ”dem”. De er objektgjorte og udsat for bastante krav, som næppe kan forventes opfyldt. Der er en klar skelnen mellem ”vores” retskrav og ”deres” – i hvert fald her hos ”os”. For at undersøge baggrunden for disse holdninger vil jeg undersøge metaforer, der drejer sig om geografiske tilhørsforhold:
L. 11: ”…der vil være i fare i deres nærområder”
L. 17: ” Flygtninge, der får bevilget opholdstilladelse i landet, skal placeres i lejre og hjemsendes, når…”
L. 28: ”…situationen i flygtningenes hjemlande…”
L. 36: ” i et land langt fra hjemegnen”
L. 88: ”Integration af kulturfremmede folkeslag er en umulighed”
Der tegner sig en konceptuel metafor af verden som et statisk stamme- eller klansystem uden gavn af eller mulighed for tværgående udveksling. Samtidig har den først ankomne stamme fortrinsret til det vundne territorium, og må sikre sig mod fjendtlige indtrængende. Alle har deres lokale tilknytning, og på den geografiske placering bør de blive. – En klar opfattelse af at noget er ”ude”, og noget er ”hjemme”. Globaliseringen synes at være en fjendtlig kraft, der skal undgås.
L. 13: ”Jeg tænder mit fjernsyn og genkender verden i brand” – krig og ufred omtales som ildebrand – altfortærende og nådesløs.
L. 14: ”…gu har vi råd til en hjælpende hånd” – vores bistand til flygtningene er af kontaktstærk organisk karakter – hjælpen er ikke bare personificeret – den er personlig.
L. 16: ”tabte fædre tabte mødre tabte unger som skrøbeligt glas” – krigens adskillelse af familier er et tab – en menneskelig omkostning, - en pris, der betales af flygtningene
L. 18: ”kigger ind i varmen og be’r om en ledig plads” – vi sidder inde i det varme hus med vores på det tørre – der er sæder i samfundet, som kan besættes af flygtningene.
L. 21: ”hvem af os skulle være dommer værs’go og peg” – den nødvendige hjælp kan ikke opgøres af retsforhold – ingen kan nægte flygtningene adgang.
L. 34: ”send hele bundtet hjem” – de ugæstfri tingsliggør og kvantificerer flygtningene.
Ontologiske metaforer:
L. 5: ”fattigdom én masse” – Det abstrakte begreb gøres til en entitet og kvantificeres.
L. 32: ”spinkle forhåbningers anstrøg” – forhåbninger kropsliggøres og kan have større eller mindre korpus.
Innovative metaforer:
L. 33: ”plasticblomsten af Danmarks dumhed” – ”blomsten af Danmarks ungdom” sammensættes innovativt med plastic og dumhed for at illustrere falskhed og indskrænkethed.
L. 34: ”skyklapperslips” – en sammensætning med reference til skyklappernes indskrænkende effekt på synsfeltet og højrefløjens tradition for slips.
L. 36: ”tom som en Texacoplasticdunk” – allegori med interdiskursive referencer til miljødiskurs og diskurser angående multinationale oliegiganter.
Som det ses af ovenstående afviger den ideologiske konception, der ligger bag denne tekst markant fra ”Udlændingepolitik”. Der er her tale om en position, der er imødekommende over for andre, end hvad jeg - med en kennelmetafor - kunne kalde stamtavledanskere. Samtidig er der tale om en tydelig revselse af fremmedfjendske kræfter.
Jeg har løbende i ovenstående analyse – gennem mine fortolkninger af metaforerne – søgt at dokumentere at metaforikken er et prægnant udtryk for den grundlæggende ideologi bag de undersøgte tekster. Hvor de konceptuelle metaforer konsekvent trækker på referencer til samme grundsynspunkter bliver ideologien overgribende, og metaforene kan påvirke tekstens udtryk så markant, at læseren forledes til at tolke sagen med den kohærens, som forfatteren ønsker.
I denne sag kommer metaforerne til at dreje sig om nationalstatens identitet, afgrænsning og rummelighed. Her er metaforerne særligt vigtige. Benedict Anderson definerer hvad en nation er:
”In an anthropological spirit, then, I propose the following definition of the nation: It is an imagined political community – and imagined as both inherently limited and sovereign. It is imagined because the members of even the smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear from them, yet in the minds og each lives the image of their communion”
Og netop disse imagined communities – fremhæver Anderson – er dybt forbundne med sproget og metaforer om nationen og folket. Metaforerne vælges bevidst og ubevidst af forfatteren med udgangspunkt i forestillinger om nationen. Endog kunne det synes, som om metaforikken har så betydelig effekt, at den medvirker til at konstituere den sociale praksis – mere om i opgavens konkluderende afsnit.
Ordet ”konklusioner” beskriver i hverdagsbevidstheden noget endeligt – noget fuldt belyst og afklaret. Jeg foretrækker - i denne opgaves sammenhæng - at forstå ordet mere ydmygt – snarere som en udpegning af nogle pointer for der igennem at levere et bidrag afdækning af undersøgelsesfeltet.
Opgaven har fulgt et hovedspor og et bispor, som er gensidigt afhængige. Hovedærindet har været at belyse fragmenter af den sprogbrug, der benyttes i det offentlige rum indenfor flygtninge-/indvandrerdiskursen. Men for at understrege væsentligheden af dette perspektiv er det nødvendigt at forholde sig til diskursens rækkevidde ind i den sociale praksis. – Var det bare tomme ord, som ikke initierede handling, var undersøgelsen mindre betydningsfuld.
Hvor stor rolle diskursen spiller for konstitueringen af den sociale praksis – i dette tilfælde handlinger drevet af national(-istisk) identitet - lader sig vanskeligt bestemme på baggrund af opgavens beskedne empiri. Det må – indenfor denne opgaves rammer – hovedsageligt forblive et sprogfilosofisk anliggende, således som jeg har behandlet det i opgavens sprogfilosofiske diskussion. Svaret kan kun fremstå som fragmenter.
Ikke desto mindre har analysen af de tre tekster vist, at sproget er en prægnant bærer af ideologi.
Analysen af tekst 1 viste, at der - selv langt ind i statens magtsystemer - forekommer diskursive aflejringer af nationalistisk ideologi. Der findes intet belæg for at påstå, at teksten er skrevet i et specifikt nationalistisk ærinde. Et forhold, der desværre skærper alvoren af tekstens karakter. – Det synes at være en dokumentation af Faircloughs antagelser om diskursens naturaliserende effekt. Jeg fremsatte en formodning i opgavens indledning om at radikaliseret sprogbrug i samfundsdebatten kan trænge ind i samfundets magtinstansers virke. Analysen af tekst 1 giver grund til at fastholde denne formodning. Billigs betragtninger vedrørende banal nationalisme – ”the unwawed flag” forekommer meget relevante i forhold til teksten, der indeholder talrige markører af den banale nationalisme, hvad der ifølge Billig giver grund til ængstelse over en mulig udvikling til skarp nationalisme under ”de rette” betingelser. En prøve på det kunne være, at udskifte termerne ”afviste asylansøgere” og ”udlændinge” i teksten med betegnelser for grupper, der gennem tiderne har været udsat for forfølgelser af nationalistisk eller etnisk karakter.
Tekst 2 kan umiddelbart synes harmløs. – En politisk ungdomsorganisation, der udtrykker sig med en metaforik så rabiat, at selv partifæller fra partiets voksenfraktion formentlig må tage afstand fra det. Alligevel påstår jeg, at der grund til at tage det meget alvorligt. Andersons definition af nationen som ”imagined communities” ikke bare bekræftes, men skærpes af tekstens metaforik. Metaforikken søger at skabe et billede af en isoleret stamme, der med god grund bekæmper uciviliserede indtrængende fjender. – En konstruktion, der set i lyset af det 20. århundredes krige og bevidstheden om diskursens naturaliserende effekt vækker bekymring. Jo hyppigere og jo stærkere tekster som denne slår igennem i den offentlige debat, jo mere naturaliseres ideologien, og synspunkterne grundfæster sig i common sense. Når denne tekst kan eksistere upåagtet, vidner det om en tydelig udvikling i, hvad der anses for legitimt at udtrykke i offentlighedssfæren siden Glistrups indtræden på scenen i 70’erne, og udgør dermed et eksempel på Faircloughs tese om, at når diskurser fra andre diskursordner (den nationalistiske diskurs) trænger ind i nye diskursordner (flygtningediskursen), kan der opstå sociale forandringer.
Tekst 3 er ligeledes et markant eksempel – dog med modsat fortegn – på at metaforer er udtryk for ideologien. Den kunstneriske og poetiske anvendelse fortætter metaforikken og kan med små antydninger inkludere interdiskursive referencer, der rækker langt udover tekstens umiddelbare vokabularium. Tekstens grundsynspunkter adskiller sig åbenlyst fra de to øvrige tekster og bekræfter dermed, at hvad enten der argumenteres fra den ene eller den anden position, så er det sproglige udtryk formet af de grundlæggende antagelser.
Tekstanalyserne lader mig formode, at diskursen har en konstituerende effekt på den sociale praksis, om end jeg – som diskuteret tidligere – også anerkender andre konstituenter.
En indvending mod mine undersøgelser kunne være, at de udviser en urimelig kritisk og ideologisk ladning, og at mit valg af tekster ikke er eksemplarisk og tilstrækkeligt omfangsrigt.
Overfor dette vil jeg anføre, at jeg ingenlunde har påstået at gennemføre undersøgelserne på objektiv baggrund. Jeg er indfældet i min temporale og sociale kontekst, og gennemfører derfor undersøgelserne og diskussionerne udfra mit perspektiv. Alligevel hævder jeg, at den sprognære analyse af teksterne giver empiriske belæg for mine pointer, jeg har netop ekspliciteret mit sprogteoretiske udgangspunkt for ikke at forlede læseren til at antage, at dette er en opgave baseret på en privilegeret værdifri position. Valget af tekster har jeg tidligere begrundet, men kritikken af det begrænsede undersøgelsesmateriale står til troende. Imidlertid udgør kombinationen af den diskursanalytiske metode og opgavens omfang en barriere for inddragelse af et større tekstmateriale. Undersøgelser af temporale og kausale relationer mellem diskursive fænomener og realpolitiske handlinger kunne yderligere belyse feltet.
Afslutningsvis er en relevant indvending at spørge kritisk til formålet med undersøgelser, som den, jeg har prøvet her. Jeg har allerede i indledningen anført nogle argumenter, som jeg gerne vil videreudbygge her:
Nationalistiske træk udgør en trussel mod den globale samfunds sammenhængskraft. Mit ærinde med at søge at bidrage til belysning af mekanismer, der i værste fald kan udløse såvel individuelle og verdensomspændende ulykker i form af forfølgelse og krig er fundamentalt etisk begrundet. Den danske teolog og filosof Peter Kemp udtrykker det således:
”Men skæbnefællesskabet går hinsides alle grænser. Det forstår man kun som verdensborger med fælles problemer og gensidig forståelse af hinandens historie. Erindringen om de store lidelser i historien er en vigtig negativ forudsætning for dette verdensborgerskab”
Kun gennem accept af vores fælles skæbne kan vi imødekomme de problemstillinger, menneskeheden står overfor, og jeg vil derfor afslutte denne opgave med at gøre Kemps ord om en søgen efter en transnational og transkulturel etik til mine:
”Det er vores etiske holdninger og dermed vores holdninger til, hvad der er godt liv og hvad der er destruktion af livet, der afgør hvordan vi omgås hinanden i praksis. De er derfor afgørende for vores liv i et fælles samfund. Derfor kan vi godt finde konsensus om etik, dvs. om godt og ondt, uden at have fundet konsensus om de livsopfattelser eller meningshorisonter, der motiverer os til vores opfattelser af forskellen på godt og ondt”
|
Anderson, Benedict (1983): Imagined Communities, Reflections on the Origin and Spread of Nationalism, Verso, London |
|
Bang, Jørgen Chr.: Dansk dialektisk sprogteori, 2001 http://www.jcbang.dk/main/danskdialektisksprogteori/DDL_16.august2001sider.pdf (hentet 17/11 2006) |
|
Billig, Michael (1995): Banal nationalism, Sage. |
|
Bundsgaard. Jeppe (2002a): ”Slørede subjekter” i Synsvinkler, 11. årg. Nr. 27 p. 60-82 |
|
Bundsgaard, Jeppe (2002b): Hermeneutisk sprogteori
en præsentation af Paul Ricoeurs og K.E. Løgstrups tanker om sprog
http://www.jeppe.bundsgaard.net/artikler/sprog/sprogfil.php (hentet 21/11 2006) |
|
Chouliaraki, L. & Fairclough, N. ((1999) 2001). Discourse in Late Modernity. Rethinking Critical Discourse Analysis. Edinburgh: Edinburgh University Press. |
|
Dansk Folkepartis Ungdom (2006): Udlændingepolitik
http://www.dfu-nettet.dk/side1135-cid-1258.html (hentet 12/11 2006) |
|
Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change, Cambridge : Polity Press |
|
Giddens, Anthony (1991): Modernitet og selvidentitet, Hans Reitzels Forlag |
|
Halliday; M A K (1994 – opr. 1985): An introduction to functional grammar, Arnold |
|
Jørgensen, Marianne Winther og Louise Philips: Diskursanalyse som teori og metode, Roskilde Universitetsforlag, 1999 |
|
Kemp, Peter (2001): Tiltrædelsesforelæsning på Danmarks Pædagogiske Universitet i festsalen 4. december 2001, kl.14
http://www.dpu.dk/everest/tmp/041109142958/Efter%20World%20Trade%20Centers%20fald.pdf (hentet 6/3 2006) |
|
Kemp, Peter (2005): Verdensborgeren som pædagogisk ideal. Hans Reitzels Forlag |
|
Lakoff, George og Mark Johnson (2005): Hverdagens metaforer, på dansk ved Ulrik Hvilshøj og Hanne Salomonsen, Hans Reitzel (opr. eng. udg. 1992) |
|
Løgstrup, K.E. (1991): Den etiske fordring. 2. udg., 3. opl., opr. 1956. København, Gyldendal. |
|
Løgstrup, K.E.(1981): ”Om skolens formål”, fra ”Skolens Formål – debat om skolens opgave”. Red. Peter Lauridsen og Ole Varming, DLH 1985 |
|
Løgstrup, K.E. (1976) ”Vidde og prægnans, sprogfilosofiske betragtninger”, Gyldendal |
|
Milner, Jon (2003): Mellem etik, lingvistik og kulturteori: analyser af diskursiv konstituering af national identitet. - Kbh. : Danmarks Pædagogiske Universitet. |
|
Olsen, Allan (1996): Wir will ein Danmark fra CD’en Jern, CMC-Elab |
|
Ricoeur, Paul (1979): Fortolkningsteori, Kbh. : Vinten, 1979 Originaltitel: Interpretation theory |
|
Rigspolitiet – Udlændingeafdelingen (2006): Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere, http://www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/86445D16-3F7A-48E1-AD76-569BADB850BA/0/redegoerelse_april2006.pdf (hentet 21/8 2006) |
Bilag 1: Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere
Bilag 2: Udlændingepolitik
Bilag 3: Wir will ein Danmark
Oktober 2006
UDLÆNDINGEAFDELINGEN
Den 6. oktober 2006
J. nr.: 2004-5141-83-JKP151
+ bilag
Redegørelse
for status på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere
1. Denne redegørelse indeholder en status på arbejdet med udsendelse af afviste
asylansøgere pr. 1. oktober 2006. Ved redegørelsen opdateres oplysningerne i
Rigspolitiets handlingsplan af 25. februar 2004 for udsendelse af afviste asylansøgere
og i status af henholdsvis 11. oktober 2004, 15. april 2005, 12. oktober
2005 og 5. april 2006 på arbejdet med udsendelse af afviste asylansøgere,
således som det er forudsat i pkt. 3.1. i aftale af 8. november 2004 mellem
Dansk Folkeparti og regeringen om initiativer på udlændingeområdet.
Denne redegørelse er – ligesom handlingsplanen af 25. februar 2004 og de tidligere
statusredegørelser – tilgængelig på Integrationsministeriets hjemmeside
www.inm.dk og på politiets hjemmeside www.politi.dk.
2. Formålet med denne redegørelse for status er at beskrive, dels den aktuelle
udsendelsessituation i forhold til afviste asylansøgere, herunder det retlige
grundlag for udsendelsesarbejdet og anvendelsen heraf, dels de initiativer, der
er iværksat siden den 1. april 2006, eller som påtænkes iværksat med henblik
på en yderligere styrkelse af indsatsen. Der henvises i den forbindelse til regeringsgrundlaget
fra februar 2005 (Nye mål ) side 53 øverst.
Side 2
3. Den danske udlændingelovgivning bygger på det grundlæggende princip, at
en udlænding, der modtager et endeligt afslag på en ansøgning om asyl – og
eventuelt tillige afslag på en ansøgning om opholdstilladelse af humanitære
grunde – har pligt til at udrejse af landet. Udrejser udlændingen ikke frivilligt,
drager politiet omsorg for udrejsen. Det retlige grundlag for politiets udsendelsesarbejde
i asylsager og politiets praktiske udsendelsesarbejde er udførligt
beskrevet i vedlagte bilag 1.
4. Den 1. maj 2003 indførtes en ny, konsekvent procedure for udsendelse af afviste
asylansøgere. Proceduren er nærmere beskrevet i bilag 1.
Med virkning fra den 1. oktober 2004 blev der indført en række yderligere
motivationsfremmende foranstaltninger, der navnlig retter sig imod udlændinge,
der har indgivet ansøgning om asyl under et visumophold. Foranstaltningerne
er nærmere omtalt i bilag 1.
Politiet og Udlændingeservice anvender systematisk og målrettet de forskellige
elementer, som indgår i den konsekvente udsendelsesprocedure. Politiet
indstiller således i overensstemmelse med forudsætningerne i den konsekvente
procedure til Udlændingeservice om iværksættelse af kostpengeordningen
og/eller overflytning til et udsendelsescenter, og Udlændingeservice træffer
løbende afgørelser om iværksættelse af sådanne foranstaltninger. Afviste asylansøgere
i udsendelsesfasen skifter ofte – en eller flere gange – mening med
hensyn til medvirkensspørgsmålet. Dette indebærer, at der meget ofte træffes
flere afgørelser i forhold til den samme udlænding.
Det er fortsat Rigspolitiets vurdering, at anvendelsen af de motivationsfremmende
foranstaltninger i henhold til den konsekvente udsendelsesprocedure –
eller ”truslen” herom – samlet set har en vis effekt i forhold til en del afviste
asylansøgere, der straks fra gennemførelsen af udrejsekontrollen eller efter at
have været pålagt motivationsfremmende foranstaltninger i kortere eller læn-
Side 3
gere tid enten selv udrejser af landet uden politiets medvirken eller samarbejder
med politiet om at tilvejebringe forudsætningerne for udrejsen. Der kan
henvises til, at et ret stort antal personer i udsendelsesposition skønnes udrejst,
efter at de har forladt deres indlogeringssted, hvilket kan tages som udtryk for,
at i hvert fald nogle af disse selv har valgt at udrejse af landet i overensstemmelse
med den trufne afgørelse. Det er således erfaringsmæssigt kun en mindre
del af de skønnede udrejste, som kommer til stede igen. En del af disse
personer tilbagetages i medfør af Dublin-forordningen, efter at de er udrejst
til et andet EU-land.
Center Sandholm og Center Avnstrup anvendes fortsat begge som udsendelsescentre.
Den 27. september 2006 var 587 personer på meldepligt i et udsendelsescenter
(229 i Center Sandholm og 358 i Center Avnstrup). Endvidere har 1.112 personer
siden den 1. maj 2003 været på en meldepligt, der nu er ophørt, for langt
hovedpartens vedkommende fordi de er forsvundet/skønnet udrejst (564), påset
udrejst/ledsaget udsendt (55), har tilkendegivet, at de ønsker at medvirke
(152), eller er meddelt opholdstilladelse (44).
Det er fortsat Rigspolitiets vurdering, at den målrettede anvendelse af meldepligt
i kombination med indlogeringen i et udsendelsescenter har en vis effekt
med hensyn til at motivere udlændingene til at udrejse/medvirke til udrejsen.
Det må dog samtidig konstateres, at et betydeligt antal afviste asylansøgere
fortsat ikke umiddelbart lader sig motivere til en frivillig udrejse eller til at
samarbejde med politiet om udrejsen. Dette ses af, at der pr. 30. september
2006 var 85 personer (heraf 23 med et flyttepåbud) på kostpengeordningen i et
opholdscenter, medens 732 personer samme dato var indlogeret i et udsendelsescenter
som led i den konsekvente udsendelsesprocedure. Det drejer sig
Side 4
navnlig om de nationalitetsgrupper, som Rigspolitiet ikke eller kun vanskeligt
har mulighed for at udsende tvangsmæssigt.
Rigspolitiet har ikke i perioden anvendt den hjemmel, der blev indsat i udlændingeloven
pr. 1. maj 2003, til at frihedsberøve udlændinge i udsendelsesposition
for at motivere dem til at foretage konkrete, nødvendige handlinger (udfyldelse
af ansøgningsskemaer til hjemlandets myndigheder med henblik på
udstedelse af rejsedokumenter). Når hjemlen ikke anvendes, skyldes det, at erfaringerne
har vist, at frihedsberøvelserne ikke har haft den ønskede motiverende
effekt.
5. Vedlagte bilag 2 og 2a viser antallet af asylansøgere fordelt på nationalitet,
der i 2005 og i 2006 (januar - august) er tilgået udsendelsesposition. Som det
fremgår heraf, var den samlede tilgang til udsendelsesposition i 2005 1.475
personer, medens tilgangen i 2006 (januar - august) har været 781 personer.
Vedlagte bilag 3 indeholder en oversigt over afviste asylansøgere i aktuel udsendelsesposition
– fordelt på nationalitet – pr. 30. september 2006. Som det
fremgår heraf, var der den 30. september 2006 1.252 afviste asylansøgere i aktuel
udsendelsesposition. De største nationaliteter var: Irak 595, Kosovo 184,
statsløse palæstinensere (forskellige udsendelsesdestinationer) 82, Somalia 77
og Iran 52. Vedlagte bilag 4 og 4a indeholder en oversigt over udviklingen i
antallet af afviste asylansøgere i udsendelsesposition i 2005 og 2006 (januar -
september) måned for måned (ultimo) fordelt på nationalitet. Vedlagte bilag 5
og 5a indeholder en oversigt over afviste asylansøgere, der er udrejst fra udsendelsesposition
i 2005 og 2006 (januar - august) måned for måned fordelt på
nationalitet og udrejseform. Som det fremgår heraf, blev i alt 1.414 personer
registreret udsendt/udrejst i 2005, fordelt på 171 ledsaget udrejste, 421 påset
udrejste, 783 skønnet udrejste og 39, der er udrejst selv. I 2006 (januar - august)
er i alt 595 personer registreret udsendt/udrejst fordelt på 101 ledsaget
udrejste, 148 påset udrejste, 337 skønnet udrejste og 9, der er udrejst selv.
Side 5
Opmærksomheden henledes i den forbindelse særligt på det store antal ledsagede
(33 personer) og påsete (8 personer) udrejser til Kosovo. Som bilag 6 og
6a vedlægges en oversigt over afviste asylansøgere, der er udrejst fra udsendelsesposition
i 2005 og 2006 (januar - august) måned for måned fordelt på
nationalitet. Som bilag 7 og 7a vedlægges til sammenligning en oversigt over
det samlede antal udlændinge, der efter at have ansøgt om asyl, er registreret
udsendt/udrejst af Danmark i 2005 og 2006 (januar - august) fordelt på nationalitet
og udrejseform. Denne oversigt omfatter alle udsendte/udrejste asylansøgere,
uanset på hvilket tidspunkt af asylsagsforløbet udsendelsen/udrejsen er
sket. Vedlagte bilag 8 indeholder en forklaring på de enkelte udrejseformer.
Opmærksomheden henledes på, at statistikkerne i bilagene 5, 5a, 6, 6a, 7 og
7a bygger på de udrejste/udsendte asylansøgeres nationalitet. Den altovervejende
del af de ledsagede og påsete udsendelser/udrejser sker til det land, hvor
de udsendte/udrejste er statsborgere.
Alle de ovenfor nævnte statistiske oplysninger bygger på udtræk fra Udlændingeregistret,
der primært er et sags- og journaliseringssystem, hvorfor oplysningerne
kan være behæftede med usikkerheder. De tal, der ovenfor er anført
for 2006, kan ikke umiddelbart sammenlignes med de tal, der tidligere er
anført for 2006 i status af 5. april 2006. Dette skyldes, at statistiske oplysninger,
der bygger på udtræk fra Udlændingeregistret, vil kunne ændre sig indtil
det tidspunkt, hvor Udlændingeservice fastlægger dem som endelige. De anførte
tal for 2005 er endelige. De anførte tal for 2006 er foreløbige.
6. Vedlagte bilag 9 indeholder en udførlig beskrivelse af udsendelsessituationen
i forhold til en række lande.
Der vil som udgangspunkt ikke være problemer forbundet med at udsende en
afvist asylansøger, som – aktivt – samarbejder med politiet om at tilvejebringe
forudsætningerne herfor i form af nødvendige rejsedokumenter og/eller indrejsetilladelser
hos hjemlandets myndigheder. Sagsbehandlingstiden hos
Side 6
hjemlandets myndigheder kan dog også i disse sager være meget lang. Der
henvises i den forbindelse til landebeskrivelserne i bilag 9.
Siden den 1. april 2006 er der konstateret en meget positiv udvikling på udsendelsesområdet
i forhold til Kosovo for så vidt angår andre etniske grupper
end romaer. Endvidere er der en fortsat stabil og positiv udsendelsessituation i
forhold til Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Afghanistan. Udsendelsesmulighederne
i forhold til statsløse palæstinensere (udsendelsesdestinationerne
Libanon og Gaza/Vestbredden) har været påvirket af situationen
i Mellemøsten. Udsendelsesproblemer i forhold til lande, hvorfra der er et
større antal personer i aktuel udsendelsesposition, har (fortsat) navnlig været
koncentreret om Iran, Irak, Kosovo-provinsen i Serbien (romaer) og Somalia.
Nedenfor gives en kortfattet redegørelse for udviklingen og status i forhold til
nogle udvalgte lande. For en mere udførlig beskrivelse henvises til landebeskrivelserne
i bilag 9.
Afghanistan
Der blev den 18. oktober 2004 i København undertegnet en trepartsaftale mellem
Danmark, Afghanistan og UNHCR om tilbagetagelse af afviste asylansøgere.
Aftalen trådte i kraft ved undertegnelsen.
Samarbejdet med de afghanske myndigheder – den særlige identifikationsenhed
(IDCU) – om anvendelsen af trepartsaftalen har været en stor succes, og
udsendelsessituationen i forhold til Afghanistan må nu betegnes som helt
uproblematisk.
Rigspolitiet har i perioden forelagt og vil fortsætte med løbende at forelægge
de – formentlig relativt få – nye sager, der tilgår udsendelsesposition, for
IDCU med bistand fra Integrationsministeriets ”flyvende” udlændingeattaché
i Kabul.
Side 7
Irak
Indsatsen på udsendelsesområdet i forhold til afviste irakiske asylansøgere har
siden den 1. april 2006 på grund af de manglende muligheder for at gennemføre
tvangsmæssige udsendelser fortsat været koncentreret om at motivere til
frivillige udrejser.
Ved aktstykke 73 af 19. januar 2005 blev der etableret en (ny) ordning om
økonomisk støtte (17.000 kr. ved tilmelding inden den 1. marts 2005 og derefter
gradvis faldende til 13.000 kr. til personer over 18 år og 5.000 kr. til personer
under 18 år) til irakiske statsborgere, som frivilligt ville rejse tilbage til
Irak. Alle ansøgningsfrister er på nuværende tidspunkt udløbet. Udlændingeservice,
der sammen med IOM administrerede ordningen, modtog ansøgning
fra 79 irakiske statsborgere om at blive omfattet af ordningen. 38 af disse personer
er ikke (længere) omfattet af ordningen. 41 personer er udrejst med støtte
efter ordningen. Ordningen med økonomisk støtte er således endeligt lukket.
Rigspolitiet har siden maj 2003 i et samarbejde med IOM bistået i alt 47 personer,
heraf alene 15 siden den 1. april 2006, som ikke opfyldte betingelserne
for at modtage økonomisk støtte efter aktstykkerne, med at udrejse frivilligt
til Irak.
Der arbejdes fortsat på, at der kan indledes et samarbejde med de irakiske
myndigheder om identitets- og nationalitetsfastlæggelse af de irakiske statsborgere,
der skal vende tilbage til Irak. Det er endvidere en høj prioritet at arbejde
for indgåelse af en aftale om tilbagetagelse af en mindre gruppe afviste
irakiske asylansøgere med henblik på, at en sådan begrænset aftale kan følges
op af en generel tilbagetagelsesaftale mellem Danmark og Irak.
Side 8
Iran
Tvangsmæssig udsendelse af iranske statsborgere til Iran er kun mulig, hvis
der allerede foreligger et ægte og gyldigt iransk pas i sagen, således at det ikke
er nødvendigt at rette henvendelse til den iranske ambassade i København
om udstedelse/forlængelse af et rejsedokument/pas. Det er således et ufravigeligt
krav fra de iranske myndigheders side, at en iransk statsborger selv
skal ansøge om udstedelse/forlængelse af et rejsedokument/pas og i den forbindelse
godtgøre sit iranske statsborgerskab. Dette gælder også i de ofte forekommende
tilfælde, hvor der ikke er tvivl om udlændingens identitet og nationalitet,
f.eks. fordi der foreligger et ægte, men udløbet iransk nationalitetspas,
som er anvendt i forbindelse med en indrejse i Danmark på et dansk
visum til familiebesøg udstedt af den danske ambassade i Teheran. Vil udlændingen
ikke medvirke til at ansøge om udstedelse/forlængelse af rejsedokument,
vil en udsendelse ikke kunne gennemføres. Selv i de tilfælde, hvor
udlændingen ønsker at medvirke, men ikke umiddelbart kan fremlægge dokumentation
for identitet/nationalitet, er der problemer med samarbejdet med
den iranske ambassade, idet ambassaden stiller krav om, at udlændingen selv
– eventuelt ved henvendelse til familie i hjemlandet – tilvejebringer den nødvendige
dokumentation.
Kosovo-provinsen i Serbien
Tilbagetagelsesaftalen mellem Danmark og Forbundsrepublikken Jugoslavien
(nu Serbien og Montenegro), som fortsat er meget velfungerende, finder ikke
anvendelse på udsendelse af afviste asylansøgere, der efter udlændingemyndighedernes
afgørelse skal udsendes til Kosovo-provinsen i Serbien. Udsendelser
til Kosovo forhandles med FN´s midlertidige administration i Kosovo
Side 9
(UNMIK). Rigspolitiet forelægger – efter retningslinjer fastsat af Integrationsministeriet
– udvalgte sager for UNMIK.
Integrationsministeriet orienterede den 3. januar 2006 ved et notat af 25. november
2005 Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik om
en ændret procedure for underretning af UNMIK i sager om tvangsmæssig
udsendelse af afviste asylansøgere til Kosovo.
Den ændrede procedure indebar bl.a., at ordningen med tilbud om en frivillig
helbredsundersøgelse ophørte. I stedet anmodede politiet personer fra Kosovo,
der ikke ønskede at medvirke til en frivillig udsendelse af Danmark, om samtykke
til, at et eventuelt afslag fra Integrationsministeriet på humanitær opholdstilladelse
– og eventuelle afslag på genoptagelse af en sådan sag – måtte
oversættes til engelsk og sendes til UNMIK i forbindelse med underretningen
om den tvangsmæssige udsendelse.
På tilsvarende måde indhentede politiet samtykke til at videregive oplysninger
om udlændingens etnicitet til UNMIK.
På baggrund af UNHCR´s retningslinjer fra juni 2006 tilkendegav UNMIK i
sommeren 2006, at der ikke længere er behov for at sende helbredsoplysninger,
herunder oversatte afslag på humanitær opholdstilladelse, til UNMIK i
forbindelse med underretninger om den tvangsmæssige udsendelse. Rigspolitiet
indhenter på denne baggrund alene samtykke til at videregive oplysninger
om udlændingens etnicitet til UNMIK. Afviser de pågældende at give et sådant
samtykke, underrettes UNMIK herom.
Integrationsministeriet orienterede ved et brev af 8. september 2006 Folketingets
Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik om den således justerede
procedure.
Side 10
Rigspolitiet anvender UNMIK’s ”Information Format”-skema ved underretning
af UNMIK om sager om tvangsmæssig udsendelse.
Den nye procedure blev anvendt for første gang over for UNMIK den 28.
marts 2006. Der er frem til den 4. oktober 2006 forelagt 94 sager omfattende
162 personer for UNMIK. UNMIK har indtil videre accepteret at tilbagetage
154 personer (90 sager) efter den nye procedure. 48 personer er udsendt under
ledsagelse, 15 personer er udsendt uden ledsagelse, 43 personer er forsvundet
inden den tvangsmæssige udsendelse, mens der vedrørende 1 person er planlagt
udsendelse. I 2 sager (vedrørende 6 personer) har UNMIK på det foreliggende
grundlag givet afslag på tilbagetagelse. I 2 sager (vedrørende 2 personer)
er der endnu ikke modtaget svar fra UNMIK. Derudover er en række personer
påset udrejse uden forudgående forelæggelse for UNMIK.
Rigspolitiet vil fortsætte med – efter nærmere drøftelse med Integrationsministeriet
– at underrette UNMIK om egnede sager med henblik på tvangsmæssig
udsendelse. Sager vedrørende etniske serbere og romaer forelægges fortsat ikke
for UNMIK med henblik på tvangsmæssig udsendelse.
Statsløse palæstinensere
Langt hovedparten af de statsløse palæstinensere i aktuel udsendelsesposition
kan efter de trufne afgørelser udsendes til Libanon.
Antallet af statsløse palæstinensere, som vil skulle udsendes til Gaza/
Vestbredden, er således faldet betydeligt igennem det seneste år, idet Rigspolitiets
undersøgelser af identitet og nationalitet har afdækket, at hovedparten
af de pågældende udlændinge rettelig er jordanske statsborgere og derfor er
blevet udsendt eller vil skulle udsendes til Jordan.
Side 11
Udsendelsesmulighederne i forhold til Libanon har i perioden været præget af
Flygtningenævnets midlertidige berostillelse af tvangsmæssige udsendelser til
Libanon fra den 18. juli til den 6. september 2006 og af situationen i Libanon i
øvrigt, herunder den midlertidige lukning af ambassadekontoret i Beirut. Rigspolitiet
forventer dog, at den tidligere positive udvikling vil kunne genskabes.
Sagsbehandlingstiden hos myndighederne i Libanon kan fortsat være meget
lang. På denne baggrund – og i øvrigt i lyset af en vanskeligt gennemskuelig
praksis fra de libanesiske myndigheders side med hensyn til, hvor hurtigt og
til hvem der gives indrejsetilladelse – følger Rigspolitiet løbende og tæt udsendelsessituationen
i forhold til statsløse palæstinensere fra Libanon med
henblik på at kunne overveje, om en udsendelse må anses for udsigtsløs.
Rigspolitiet har således – ligesom det var tilfældet i efteråret 2004 – i september
2006 forelagt en række sager, herunder sager med familier med børn og
enlige kvinder, for Udlændingeservice/Flygtningenævnet med bemærkning
om, at en udsendelse til Libanon efter Rigspolitiets opfattelse er udsigtsløs
under hensyn til den tid, der er forløbet, siden Rigspolitiet forelagde sagerne
for myndighederne i Libanon, og til, at der ikke er modtaget noget svar fra de
libanesiske myndigheder, samt til den aktuelle situation i Libanon.
Rigspolitiet vil sammen med ambassaden i Damaskus følge op over for de libanesiske
myndigheder i de fortsat verserende udsendelsessager i forhold til
Libanon.
Somalia
Der har siden 1997 været en aftale med myndighederne i det nordvestlige Somalia
(Somaliland) om tilbagetagelse af afviste asylansøgere fra Danmark.
Aftalen er senest forlænget i sommeren 2006, således at den nu er gældende
indtil den 1. august 2009. Rigspolitiet har kun i et begrænset omfang (11 personer)
haft behov for at udsende asylansøgere til Somaliland i henhold til den
Side 12
aftalte procedure. Den seneste ledsagede udsendelse i henhold til aftalen fandt
sted i september 2004.
Langt hovedparten af de udlændinge fra Somalia, der er i udsendelsesposition,
kan ifølge afgørelsen fra udlændingemyndighederne tvangsmæssigt udsendes
til ”Somalia”. På grund af borgerkrig og mangel på en regering (myndighedspersoner),
som tilbagetagelsesspørgsmålet har kunnet drøftes med, har det ikke
været muligt at gennemføre tvangsmæssige udsendelser til andre dele af
Somalia end Somaliland.
Rigspolitiet har dog fortsat mulighed for at bistå somaliere til frivillig udrejse
til alle regioner i Somalia, og der sker af og til sådanne frivillige udrejser til
Somalia. Siden den 1. april 2006 er 2 personer udrejst til Bossaso, medens 1
person er udrejst til Mogadisho.
Rigspolitiet vil sammen med Udlændingeservice og Udenrigsministeriet løbende
vurdere mulighederne for at tilvejebringe forudsætningerne for at kunne
gennemføre tvangsmæssige udsendelser til hele Somalia, med hensyntagen til
de sikkerhedsmæssige forhold i landet.
7. Sammenfattende er der efter Rigspolitiets vurdering fortsat – generelt set – en
positiv udvikling i mulighederne for at udsende afviste asylansøgere af Danmark.
Dette afspejler sig dels i det store antal afviste asylansøgere, som løbende
udsendes – ledsaget eller påset – eller som skønnes udrejst, dels i at det
samlede antal afviste asylansøgere i aktuel udsendelsesposition, der pr. 1. april
2006 var på 1.423, er faldet til 1.252 den 30. september 2006. Dette fald er
sket på trods af de manglende/begrænsede muligheder for at gennemføre
tvangsmæssige udsendelser til Irak, Kosovo (romaer), Iran og Somalia, der
med henholdsvis 595 personer, 184 personer (Kosovo i alt), 52 personer og 77
personer tilsammen tegner sig for 908 – svarende til cirka 72% – af det samlede
antal personer i udsendelsesposition.
Side 13
Rigspolitiet forventer, at det helt problemfri samarbejde med myndighederne
i henholdsvis Afghanistan, Serbien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina om
udsendelser på grundlag af de indgåede tilbagetagelsesaftaler vil fortsætte.
Medens antallet af nye asylansøgere fra Afghanistan og Bosnien og Hercegovina
fortsat er lavt, er antallet af nye asylansøgere fra Serbien og Montenegro
fortsat relativt højt.
Rigspolitiet forventer ligeledes, at det gode samarbejde med UNMIK om udsendelser
til Kosovo (eksklusiv romaer og etniske serbere) vil fortsætte. Der
må dog samtidig tages forbehold for eventuelle – midlertidige – problemer,
som måtte opstå på det tidspunkt, hvor tilbagetagelsesområdet overgår fra
UNMIK til en lokal Kosovo-administration. Rigspolitiet vil sammen med Integrationsministeriet
arbejde for, at konsekvenserne af denne ændring bliver
så begrænsede som muligt. Med henblik herpå aflagde direktøren for direktoratet
for grænsekontrol, asyl og flygtninge i indenrigsministeriet i Kosovo besøg
i Danmark i september 2006 sammen med en medarbejder fra UNMIK
og havde drøftelser med såvel Rigspolitiet som Integrationsministeriet og Udlændingeservice
om bl.a. udsendelsesspørgsmål.
De største udfordringer i den kommende tid vil – som det har været tilfældet i
en længere periode – angå udsendelser til Irak, Iran, Kosovo (romaer) og Somalia.
Som nævnt ovenfor udgør personer herfra ca. 72% af de afviste asylansøgere
i aktuel udsendelsesposition. Endvidere må der fortsat forventes en
relativt stor tilgang til udsendelsesposition af personer fra disse lande/
landområder.
I forhold til Irak, hvortil der næppe vil blive tale om tvangsmæssige udsendelser
i den nærmeste fremtid – i hvert fald ikke i noget større omfang, vil en
positiv udvikling i antallet af personer i udsendelsesposition afhænge af, om
et stort antal personer vil kunne motiveres til at udrejse selv via anvendelse af
Side 14
de motivationsfremmende foranstaltninger. Det er Rigspolitiets vurdering, at
mulighederne herfor – i manglen af såvel et tilbud om økonomisk støtte som
truslen om en tvangsmæssig udsendelse – vil være begrænsede.
Et gennembrud i forhold til en løsning af udsendelsesproblemerne i forhold
til Irak, Iran, Kosovo (romaer) og Somalia vil i mindre grad kunne tilvejebringes
på det praktiske niveau, som er Rigspolitiets ansvarsområde. Løsningerne
skal findes på det politiske niveau med inddragelse af alle de handlemuligheder,
som den danske regering råder over såvel bilateralt over for
myndighederne i de berørte lande, som via det internationale samarbejde,
som Danmark deltager i, herunder EU-samarbejdet.
8. Rigspolitiet vurderer løbende anvendelsen af personaleressourcer til arbejdet
med udsendelse af afviste asylansøgere og andre udlændinge. Opstår der et
behov for at justere de indsatte personaleressourcer på området, vil det ske.
9. Den 1. april 2006 blev Danmark deltager i Dublin II-forordningen og Eurodac-
forordningen. De foreløbige erfaringer viser, at ca. 35 % af asylansøgerne
i Danmark er kendt med fingeraftryk i Eurodac. En væsentlig del af disse asylansøgere
vil af Udlændingeservice kunne tilbageforhandles til et andet EUland.
Det er dog endnu for tidligt at udtale sig mere præcist om konsekvenserne
for antallet af asylansøgninger, der skal behandles her i landet, og dermed
for antallet af personer, der efter afslag på asyl skal udsendes.
10. Med henblik på at fastholde fokus på behovet for en konstant og målrettet
myndighedsindsats på udsendelsesområdet vil denne status på arbejdet med
udsendelse af afviste asylansøgere blive ajourført pr. 1. april 2007.