|
En rejse i Astrid Lindgrens fodspor
Som nævnt er Astrid Lindgrens forfatterskab - i mine øjne - meget betydningsfuldt. Hun berører med en favnende menneskelighed nogle af livets helt centrale perspektiver i et på éngang inddampet og alligevel umiddelbart tilgængeligt sprog eksempelvis, hvor hun i Brødrene Løvehjerte lader Jonatan sige til Skorpan: "Engang imellem må man gøre noget, som man ellers ikke tør - ellers er man ikke et menneske, men kun en ussel kryster". Heri ligger store forestillinger om en ontologisk etik, mod og menneskelighed.
Hun var "rebellen fra Vimmerby", der både som menneske og igennem sine narrative figurer gjorde op med datidens påbud om at være den bly og stille pige.
I sommeren 2006 havde vi lejlighed til at gå lidt i hendes fodspor i Småland, og i det følgende vil jeg præsentere nogle billeder derfra.
Først fra Bullerby - en eksisterende lille flække lidt sydvest for Vimmerby. hvor hendes far boede som barn. Sydgården, Mellemgården og Nordgården. Her sad bedstefaren i "Alle vi børn i Bullerby" og rokkede på sin gyngestol alt imens børnene snakkede, og han sukkede: "okke-ja, okke-ja" - Det er let at forestille sig, hvordan legen er gået mellem husene.
Hendes eget barndomshjem er gården "Næs" en forpagtergård, der egentlig tilhører præstegården i Vimmerby.
Fæstnet i ethvert barns hukommelse er gården Katthult (Katholt), hvor Emil boede. Med et kærligt stik i hjertet mindes mange generationer skønne situationer herfra - bl.a. da Ida blev hejst op i flagstangen, så hun kunne se helt til Mariannelund. Også i denne fortælling får Astrid Lindgren beskrevet dybe menneskelige relationer i en umiddelbar og koncentreret form: "Du og jeg, Anton" - "Ja, os to, Emil" - hvilket andet budskab kan man møde barnet med?
Alligevel blev det fra tid til anden nok for Emils far, og Emil måtte i snickarbo og snitte gubber.
Inspirationen til sit hovedværk - Brødrene Løvehjerte - fandt hun en tidlig morgen i en solopgang så bedårende, som kun smålandske solopgange kan være. Hun gik rundt på kirkegården i Vimmerby, og pludselig stod hun overfor et særligt bedrøveligt gravsted.
At noget så ubarmhjertigt kan finde sted, kalder på en eksponering af mod og hyldest til livet - i hendes tilfælde udtrykt i Brødrene Løvehjerte.
Uagtet hvor kommercialiseret hun er blevet bl.a. gennem "Astrid Lindgrens Värden" www.alv.se , så udtrykker hun gennem sine uforlignelige fortællinger dybe følelser og tanker om helt grundlæggende eksistentielle vilkår - ikke pomp og pragt, men et fast tag om tilværelsen i alle dens facetter. Æret være hendes minde!
 o
Ja, undskyld den rørstrømske tone, men hun er sgu stor! |