Jarl Paulsens hjemmeside 

HJEM

PÆDAGOGIK / SKOLE / UDDANNELSE

LIVSFILOSOFI

C.V.

LANDLIV

BILER / DIESEL

WEBLOG

GÆSTEBOG

KONTAKT

LINKS

Den dybere livsfilosofi - metafysiske brudstykker af et livssyn.

Filosofiske retninger strides og det enkelte menneske har svært ved at orientere sig. Konstruktivisme, eksistentialisme, religion - ja og meget mere - alle perspektiver, der søger at forklare helt grundlæggende forhold i tilværelsen - bud på det sværeste af alle spørgsmålene - "hvad er meningen?"

Selvsagt har jeg ikke svaret - end ikke samlede antydninger af det - så derfor er denne side blot et øjebliksbillede af de løse og usammenhængende fragmenter, jeg fra tid til anden reflekterer over.

Spørgsmålet "hvad er meningen?" implicerer i sig selv et svar - nemlig den forestilling, at der er en mening. Det er jo ikke sikkert. Altså må der forud for det ligge et spørgsmål, der lyder "er der en mening?".

Eksistentialismen - bl.a. Satre har forholdt sig til dette. I starten af sit litterære arbejde lod har hovedfiguren i værket "Kvalme" udtrykke den absolutte meningsløshed og vilkårlighed. Al menneskehedens blændværk - projektet, der går ud på at søge efter og skabe en mening - er absurd. Vi er dømt til meningsløs væren. Vores eksistens' grundvilkår er absolut frihed - også frihed fra mening - en fordømmelse til frihed. Af angsten ved dette forhold drives vi til en tragisk passion efter at skabe mening og indhold.

Sådan tænkte den unge Sartre, men hvem kan hoilde sådan et syn ud? Den absolutte meningsløshed - nej tak! End ikke Sartre kunne fastholde synspunktet. Senere i sit forfatterskab introducerer han "appel-hjælp-relationen" som en meningsgivende konstituent og samtidig påbegynder han en søgen efter en eksistentiel etik. Posthumt, udgives "Hæfter til en moral", hvor han viderefører Sartre disse overvejelser. Han understreger nu, at menneskets vilkår som intetgørende bevidsthed i verden også kan ses som en eksistensbekræftelse, og det må derfor være muligt at fundere en etik, hvor man skaber det andet menneske som kunstværk ud fra denne bevidsthedens selvoverskridelse og overvindelse af meningsløshed.

Fra dette ellers umiddelbart pessimistiske perspektiv accepteres altså at der er en mening - og vi kan nu vende tilbage til det oprindelige spørgsmål - "hvad er meningen?"

Konstruktivismen hævder også at der på sin vis er en mening - eller rettere - at vi skaber - konstruerer en mening. Imidlertid er denne mening et set-up, som vi mennesker - i relationen til hinanden og konteksten - danner selv. Der eksisterer muligvis en materiel verden, men den er i grunden meningsløs og får først sin betydning i det vi tillægger den betydning. - Så er vi jo tilbage ved udgangspunktet - "er der en mening?" Men er dette perspektiv ikke lidt luksuspræget? Er det ikke udtryk for et liv i overflod og ubekymrethed. For den ulandsbonde, som får sine agre ødelagt af udtørring eller oversvømmelse er det vel en betragtelig betydningsfuld begvenhed at der forekommer naturkatastrofer. Det er muligt, at vi i vores medier italesætter katastroferne netop som katastrofer - eller noget andet, men for ham er det en tvingende realitet - hvad enten det itallesættes på den ene eller den anden måde. At vores temporale og sociale kontekst spiller en rolle for vores tolkning af verden er indlysende, men det udgør vel ikke hele svaret. Der må være en mening, der rækker udover os selv.

Den danske teolog K.E. Løgstrup har overvejet spørgsmålet og har givet nogle perspektiver i "Den etiske Fordring". Han søger efter en mening, der stikker dybere end vores postmoderne selvbestaltede syn. Han finder, hvad han kalder "de suveræne livsytringer". De måder, hvorpå vi umiddelbart agerer overfor hinanden. Vi gribes af en etik i øjeblikket - det er ikke et valg. Disse suveræne livsytringer grunder sig i en etik, der går på tværs af kulturer og tider. Der er en fordring! - Noget der ligger udenfor os selv og som afkræver os handling. Måske en metafysisk vinkel, men sympatisk set gennem mine briller.

Helt aktuelt har teologen Jørgen I. Jensen taget tråden op i "Jeg-automaten". Han beskriver den selvbiografistiske livsstil, vi har tillagt os. Hele tiden skal vi sætte spor. Vi har det tungt med at se andre end os selv og alt handler om os selv og vores eget livsspor. Vi kan ikke forlade tanken og egen storhed og lader os gerne coache for at finde dybere ind i egen navle. Managementsprogets forkrøblede livssyn lukker os inde i vores egen livshistorie og vi mister evnen til at forholde os til den anden. Vores egen selvevalueringskultur har sneget sig ind og afkræver unuancerede "one-liners". Jørgen I Jensens opgør med det forarmede menneskesyn opruster til menneskeligt nærvær, åndelighed og længsel efter sandhed. Han siger lidenskabeligt "ja" til mennesket i hele dets ufuldkommenhed og "nej" til den automat-tænkning, der uafladeligt præsenteres i værdibaseret vås indenfor alle fagområder.

Teologen og højskolemanden Jakob Knudsen har 100 år tidligere forholdt sig til det samme - "hvad vil det sige at være sig selv og hvad er meningen?" - han gjorde det i den lille artikel "At være sig selv" i værket "Livsfilosofi". Han undersøger, om man er sig selv i begejstringen, i at være naturlig eller andet steds. Man er det ikke i de to første tilfælde, men derimod i et tredie. Man er sig selv i længslen efter og hengivelsen til et andet selv. - Hvor er det flot tænkt! - Og helt i tråd med Løgstrup. Jeg vil derfor slutte dette - for nu - med at give ordet til Jakob Knudsens storslåede hyldest til livet - farvepragt, jubel og stilhed på engang.

Webmaster: Jarl Paulsen 2007